”Hvor svært kan det være at aftale ferie på forhånd? ☝️”

Eller

”Typisk, der er 14 børn meldt til i dag, men der er kun kommet 8 😒”

 

Sådan cirka har det ofte lydt i de centrale ferieuger i de dagtilbud, hvor jeg har haft min gang – som medarbejder eller som konsulent.

Frustration når planerne og virkeligheden ikke matcher

Fra min egen tid i daginstitution husker jeg tydeligt planlægningen af især sommerferieperioden – og i den forbindelse – de afkrydsningssedler, vi satte op på opslagstavlen, hvor forældrene skulle krydse af, hvornår deres barn holdt sommerferie

(I dag sker den slags vist over AULA 🤔– hvor man så også undgår den offentlige udstilling af de familier, hvor ferie af den ene eller anden grund ikke er en selvfølge)

  • Jeg husker al planlægningen for at få afviklet så meget personaleferie og- afspadsering som muligt i uger med få børn: af hensyn til børnene og af hensyn til personalet
  • Og jeg husker også frustrationen over, at der altid kom færre børn i de aktuelle uger, end der var tilmeldt – og dermed udtalelser som dem, jeg indledte dette indlæg med.

I min nuværende funktion som pædagogisk konsulent, som kommer udefra og kikker ind i det enkelte dagtilbuds hverdag, har jeg dag også – helt for nylig – hørt samme frustration komme til udtryk blandt dagtilbudspersonalet.

 

 

Alle børnenes trivsel som udgangspunkt

Men det er her, at vi som pædagogiske medarbejdere skal huske at holde øjnene på bolden – eller i denne kontekst: holde fast i, at kerneydelsen er børnenes trivsel.

 

Hvordan understøtter vi alle børns trivsel, udvikling læring og dannelse i sommerperioden?

 

Wow det er et stort spørgsmål! Hvordan kan man svare på det?

Her vil jeg citere min kloge vejleder på et projekt under min uddannelse – hmm, nej faktisk vil jeg citere to vejledere – fra to uddannelser 😉

  • Kurt fra min pædagoguddannelse, som sagde: ” I skal altid ha en god plan, så I har noget at afvige fra, når det bliver nødvendigt.
  • Lars Bo fra min kandidatuddannelse, som sagde: dine spørgsmål er langt mere interessante end de mulige svar.

Kurts plan og Lars Bos spørgsmål

Så lad os tage udgangspunkt i Kurts plan:

  • Planen er at skabe et overblik over, hvor mange børn der kan komme i de forskellige uger og ud fra det overblik planlægge personaledækning, aktiviteter, opgaver med videre i perioden.Afvigelserne kan være mange, og reaktionerne derpå skal selvfølgelig være relevante.

Det er her,Lars bos interessante spørgsmål kommer på banen.

  • FX hvorfor kommer Peter alligevel ikke hele uge 29?
    • Måske fordi Bedste spontant har inviteret på campingferie… og så tænker du måske, at det kunne godt ha været planlagt/forudset 🤔Men nej, det kunne det nok ikke, når det ikke blev det, og det kan igen hænge sammen med mange ting:
    • Måske kan Bedste ikke i god tid vide, om hun har krudtet
    • Måske synes far og mor, at hvis det skal planlægges og varsles, går vi fra frivilligt samvær til pasning – og de vil ikke forpligte Bedste til at ”passe” Peter et bestemt antal dage
  • Eller måske er Moster hjemme på ferie fra sin hverdag i Berlin, og nu vil hun gerne forkæle Peter med tur i shelter et par dage, eller en enkelt dag i Fårup Sommerland/Bonbonland
  • Eller måske inviterer naboen Peter med i sommerhus sammen med deres barn
  • Eller… Der kan være SÅ mange grunde.
    • Grunde, som alle er med til at give Peter trivsel, udvikling og læring på helt andre måder end hverdagen i dagtilbuddet gør
    • – som han ville gå glip af, hvis Far og Mor skulle holde fast i, at han var tilmeldt og derfor var nødt til at komme i børnehaven.

Farvel til frustration og goddag til nye muligheder

Så langt så godt:

Det er nu, vi skal sige farvel til frustration og goddag til nye muligheder – ved at afvige fra planerne.

Noget vi jo sagtens have brugt en tanke eller to på på forhånd. Sådan at vi har en eller flere Plan B’er 😉

  • Måske skal Molly, som sjældent holder fri mere end et par dage, nyde godt af den ekstraordinært gode normering og på tur med saft og madpakker sammen med kun 1 andet barn – som I tænker kunne være en god ven for Molly, når hverdagen banker på igen efter sommeren
  • Måske skal I arrangere et surprise-party med børnene om eftermiddagen, og så invitere forældrene til bobler og pindemadder, når de henter
  • Måske skal en af jer ha tilbuddet om en uventet frieftermiddag… eller måske ikke så uventet. Måske skal I på forhånd aftale, hvem der gerne vil ha muligheden/har afspadseringstimer til det…
  • Måske er der pludselig mulighed for, at I på skift bruger noget tid på iagttagelser og refleksioner ift. børnenes adfærd, samspil, relationer, …. Både de børn, som er til stede og de børn som holder fri.

 

Kan du se det?

  1. Mulig øget trivsel til Peter
  2. Mulig øget trivsel til Molly … og de andre børn, som er i dagtilbuddet
  3. Mulig øget trivsel til medarbejderne

Et helt Kinderæg af muligheder 😊

 

Så, med en lidt forslidt talemåde: CARPE DIEM! De muligheder, der dukker op i dag, kommer måske aldrig tilbage 😊

De allerbedste sommerhilsner fra Dorte

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *