Den 3-benede taburet – et stabilt fundament for kerneydelsen

I august 2019, havde jeg en opgave i en skolefritidsordning.

Personalegruppen oplevede nogle konflikter i det indbyrdes samarbejde.

Konflikter, som voksede og fyldte – og som bandt energi, humør og ressourcer, der så gik fra børnene i dagligdagen.

Derfor ville de gerne have min hjælp til at lave en ”samarbejdskontrakt”, så de kunne koncentrere sig om kerneydelsen: samvær, samspil, pædagogisk praksis.

Det var i forbindelse med mine forberedelser til denne opgave, at mit store forkromede overblik ”kom til mig” …  i form af en 3-benet taburet 😊

Personalesamarbejdets ramme

Vi havde som sagt fokus på personalets samarbejde, og indledningsvist skulle vi kikke på dets rolle og betydning i forhold til den overordnede kerneydelse.

Hvilken ramme skulle dette personalesamarbejde passe ind i? og hvilken betydning havde det?

Denne drøftelse blev illustreret som du kan se nedenfor.

En illustration af forholdet mellem kerneydelse og personale -samarbejdet

Dagens omdrejningspunkt, personalesamarbejdet, er placeret i centrum – med indflydelse på kvaliteten af den pædagogiske praksis og kvaliteten af forældresamarbejdet (placeret på hver sin side)

Og her har du konturerne af – eller elementerne i – det, der skulle blive den 3-benede taburet?

Denne illustration (eller arbejdet med den) blev nemlig udgangspunktet for min AHA oplevelse – som et tydeligt og konkret billede af det, som jeg stort set altid arbejder med i ”mine” institutioner:

En perspektivjustering – eller sagt på hjernesmart sprog: en reframing

Ikke en ny perspektivjustering.

Men, som sagt, en, jeg tit og ofte har arbejdet med at skabe sammen med de personalegrupper, jeg har samarbejdet med – med forskellige omdrejningspunkter som fx netop personalekonflikter, udfordringer med forældresamarbejde, udfordringer med et barns konkrete adfærd, …

På illustrationen er der tre ovaler ved siden af hinanden: pædagogisk praksis, personalesamarbejde og forældresamarbejde, og det, der skete for mig, var, at:

• selv om jeg i mange år har slået på tromme for,
  • at personalets mulighed for individuel og fælles refleksion er lige så vigtigt som den konkrete tid sammen med børnene:
  • at samværs- og refleksionsrum er lige vigtige og beriger hinanden i dag – eller fritidstilbud. At de er hinandens forudsætning, hvis målet er høj kvalitet.

• selv om jeg har arbejdet rigtigt meget med forældresamarbejdets store betydning for mulighederne for at skabe trivsel, udvikling og læring for børnene – det generelle med alle forældre og det specifikke med konkrete forældre

Så har de personalegrupper, jeg har skulle hjælpe, i stor grad gået til arbejdet  ud fra en præmis om, at kerneydelsen = med den pædagogiske praksis –  samværet og samspillet med børnene.

Og personalesamarbejdet og forældresamarbejdet skulle ligesom gerne ”vinges af” for ikke at komme til at stå i vejen for det: samværet med børnene, aktiviteter i institutionen.

Og i det perspektiv var der en tendens til, at personale- og forældresamarbejdet først kom rigtig i  fokus, først fik sådan rigtig opmærksomhed, når der opstod udfordringer i det…

Den 3-benede taburet = kerneydelsen

Det var først NU – i forbindelse med denne opgave, hvor jeg skulle tydeliggøre SFO personalets samarbejdet ind i dets overordnede organisatoriske ramme, at jeg fik taget det der ekstra, ekstra trin bagud- og dermed med et enkelt billede kunne illustrere:

• at børnenes trivsel, udvikling og læring ikke er forankret udelukkende i den daglige pædagogiske praksis
• Men at børnenes trivsel, udvikling og læring afhænger af 3 lige betydningsfulde ben.
  • den pædagogiske praksis er 1 af de 3 ben, mens forældresamarbejdet og personalesamarbejdet er de 2 øvrige
  • og hvis de 3 ben er afbalancerede, lige stærke og lige høje, så hviler børnenes (og de voksnes) trivsel, udvikling og læring trygt og godt på sædet af en 3-benet taburet.

Den taburet, som du ser et billede af her nedenfor

DEN TREBENEDE TABURET

De 3 ben er indbyrdes afhængige og har indbyrdes indflydelse på hinanden.

Hvis 1 af dem knækker, vælter taburetten.

Derfor kan det ikke hjælpe noget, at vi vil nedtone personalesamarbejdet eller forældresamarbejdet

– At vi kæmper for at undgå at beskæftige os med det – fordi vi gerne vil bruge vores tid på det, der er vigtigt.

Fordi: Alle tre ben er lige vigtige!

Men før du nu får kaffen galt i halsen, så lad mig skynde mig at tilføje:

• Selv om de 3 ben er lige vigtige, så foreslår jeg altså ikke, at du og dine kolleger skal bruge lige meget tid af jeres 37 timers arbejdsuge på dem.

• Men det betyder, at I bevidst og planlagt skal beskæftige jer med dem alle 3: observere, planlægge udføre og evaluere – med entusiasme, refleksion og balance – på forkant og ikke som skadesudbedring.Med stolens sæde for øje, så I sikrer jer, at det står sikkert og lige.Sådan at taburetten ikke tipper og  trivsel, udvikling og læring dermed glider af den.

• At I løbende laver perspektivskiftet: zoomer ind på fx personalesamarbejdet, drøfter det, tager beslutninger … og så zoomer ud til det store billede og evaluerer virkningen.For at sikre jer, at det, I har besluttet om ”det ene ben”, er i sikker balance med de 2 andre – og dermed understøtter personalesamarbejdets eneste formål:
  Trivsel, Udvikling og Læring for børnene.

Og tro mig: med taburetten for øje – på forkant – så tager I ikke tid fra børnene.

Derimod frigør I god og konstruktiv tid til det ben, som lige i øjeblikket trænger til lidt forstærkning.

Kerneydelsen:

Trivsel, udvikling og læring

kommer til at hvile trygt på sædet af den 3-benede taburet.

De allerbedste hilsner fra Dorte 🥰

PS

Læs mere om perspektivskifte og “at komme på forkant” HER

Og læs om det vigtige forældresamarbejde HER