Glad dreng

Personalet i Oles institution har stuemøde

De taler om Ole og om hans taske med skiftetøj, som forældrene igen bare har placeret på den øverste hylde i Oles garderobe.

”Hvordan forestiller forældrene sig egentlig, at Ole skal få fat i sine ting, uden at få hele tasken med indhold i hovedet – for ikke at tale om, at han aldrig kan finde sine strømper i den der sidelomme?”

Oles forældre er ikke alene om at anbringe tasken med ekstraudstyr på den der ”over hovedhøjde” øverste hylde på børnenes garderober, og personalet taler om, hvor fortravlede forældre er i dag:

at de ikke en gang giver sig tid til at pakke deres børns ting ud på garderoben, så det er nemt for barnet at finde og anvende regntøj, vanter, hue, tørre strømper osv.

 

Og de taler om, hvad de kan gøre ved denne situation, som både er

  • kontraproduktiv i forhold til børnenes oplevelse af at være selvhjulpne

og

  • tidkrævende for personalet, når de enkelte børn skal have hjælp med at nå op til og finde deres tøj.

Hvordan kan medarbejderne formidle det uhensigtsmæssige i forældrenes adfærd, så forældrene ikke oplever personalet som bedrevidende og med løftede pegefingre, men ser det som omsorg og omtanke for deres barn?

 

3 vigtige ingredienser

  1. Sig hvad du ser, og se hvad der sker 

    Denne gode læresætning har jeg fra min mentor og tidligere kollega, Susanne, og den følger mig i tykt og tyndt.
    Det er jo i bund og grund det eneste, jeg med sikkerhed kan udtale mig om, og ingen kan tage det, jeg ser (hører, oplever) fra mig.
    Ligesom ingen kan tage det, min samtalepartner ser fra ham/hende.
    Med den erkendelse har vi straks et (eller to) udgangspunkt(er) at tale ud fra – og samtidig være gensidigt nysgerrige på.

    Det bringer mig frem til den anden ingrediens:

  2. Nysgerrighed

    Hvis vi vender tilbage til fortællingen om Ole og hans taske og gør brug af de to ingredienser, kunne personalet henvende sig til Oles forældre og sige:
    1) Vi har lagt mærke til, at I sætter Oles taske med hans udstyr på den øverste hylde i hans garderobe.
    2) Er der en speciel grund til det?

    Så havde de måske fået følgende at vide:

    Forældrenes hensigt
    Når Oles forældre pakker hans taske til børnehaven, er de omhyggelige med, at der er rigeligt af alt, hvad Ole kan få brug for i løbet af en dag blandt mange andre børn – ude og inde.

    De pakker det hele pænt og ordentligt i en stor taske. Tasken har forskellige lommer, som “småtingene” sorteres i.

    Denne taske stiller far eller mor på den øverste hylde i Oles garderobe – den over hovedhøjde.
    Så er der plads i ”Olehøjde”, hvis han af den ene eller anden grund skal vente/opholde sig på sin garderobeplads – og tasken er i en bekvem højde for medarbejderne, hvis de skal hjælpe Ole med at finde sine ting.

    Nyt perspektiv på dialogen
    En sådan viden giver et positivt og omsorgsfuldt perspektiv ind i samtalen.
    For der er jo stor forskel på personalets socialt konstruerede sandhed om, at årsagen ligger i forældres travlhed og manglende fokus på de børn, som de har sat i verden og så forældrenes intention om, at Ole skal kunne sidde på sin garderobe, og at personalet ikke skal bukke sig ned, når de skal finde ekstratøj i tasken.

    Samtidig giver forældrenes begrundelse for deres handlinger en super lejlighed til, at personalet kan formidle deres ønsker til taskens placering – og lige så vigtigt den faglige begrundelse herfor.
    Vi er nået frem til den 3. ingrediens

  3. Den faglige kvalitet

    Det, vi skal huske, er, at forældre og pædagogiske medarbejdere hører til i hver deres verdensdel af barnets samlede verden.

    Vi ved kun meget lidt om hinandens verdensdele – og dermed begrundelserne for, at den anden agerer, som han/hun gør –  med mindre begge parter er opmærksomme på at være nysgerrige og meddelsomme herom.

    Her har det pædagogfagligt personale et særligt ansvar.
    Medarbejderne kan ikke forvente, at forældrene kender til de pædagogiske overvejelser, som ligger til grund for dagtilbuddets organisering vedrørende aktiviteter, dagsrytme, fordeling af børn og forældresamarbejde.
    Disse overvejelser hører til fagligheden, og forældrene kan jo have helt andre fagligheder, som fx mekaniker, forfatter, tandlæge, …

Så selv om personalet i Oles børnehave fx har fortalt, at de i deres samvær med børnene stimulerer og støtter op om barnets ”alsidige udvikling”, er det ikke ”logik for pyllerhøns”, at det implicerer en bestemt placering af barnets tøj i garderoben – det er faglig viden og kvalitet.

 

Fælles viden og fælles indsats skaber sammenhæng for barnet

Så!

Så længe vi holder os til at være ”bedrevidende” om vores egen verdensdel, er det både ok og ønskeligt at formidle denne viden– især i samspil med en positiv nysgerrighed på den anden parts verdensdel.

Ved at bruge de tre ingredienser, skaber vi et godt grundlag for gensidig forståelse og fælles indsats for at skabe sammenhæng mellem de forskellige dele af barnets verden og dermed trivsel, udvikling og læring.

 

De allerbedste hilsner fra Dorte

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *