At trampe en sti for en god vane

Har du prøvet det?

Besluttet dig til at gøre noget regelmæssigt – lave en GOD vane.

DET har jeg gjort masser af gange.

Mine gode intentioner kunne være

• Daglig gåtur
• Yoga hver morgen
• Spise efter tallerkenmodellen
• Max drikke 2 glas vin, når vi er ude
• Kun spise en lille skål chips til filmen
• Kun spise vindruer og gulerodsstave til filmen
• …

Listen er uendelig … og i perioder har jeg lykkedes med mine fortsætter – med glæde og overskud som resultat.

Rytmen brydes

Men så sker der et eller andet, som bryder rytmen, og inden jeg får set mig om, er jeg tilbage på den gode gamle brede 4-sporede motorvejs vane med

• Først at spise efter tallerkenmodellen (jeg elsker faktisk en god salat eller veltilberedte grøntsager)
• Dertil et dejligt stort glas rødvin (alting smager bedre med rødvin til)
• Og derefter en god film i TV med en skål vindruer OG en skål slik (hmm, jeg elsker altså virkelig også lakridser)
• Og gåturen: den må vente til lørdag, for jeg har så meget, jeg skal ha klaret med jobbet.

Hvad sker der for det?

• For ud over rødvin og lakrids, så elsker jeg faktisk også en dejlig gåtur i vores skønne natur – jeg føler mig fornyet og afslappet af det
• Og yoga (på absolut begynderniveau, indrømmet): det er da SÅ skønt, og jeg kan simpelthen mærke, hvordan blodet ruller op til hjernen og jeg bliver mere kreativ og produktiv”

Jeg holder aldrig op med at undre mig over, hvor nemt man kommer til at forlade de gode vaner:

– hvor stærke de der allerede anlagte veje/ nervebaner i hjernen er

– hvor længe man skal gå på de nye – og dejlige – stier,

– hvor længe man skal ha macheten med og skyklapperne på,

før man ikke risikere at køre ad den gamle vej, så snart man lige tillader sig at drosle ned på bevidstheden.

Og apropos køre:

Så kommer jeg til at tænke på, da mine børn gik i skole og jeg selv arbejdede inde i Aalborg.

Nogle gange kørte jeg dem i skole på (om-)vej til arbejde.

Dvs. at jeg på et tidspunkt skulle dreje til venstre, hvor jeg normalt drejede til højre.

Og selv om jeg jo sad og talte med de to børn, som jeg skulle køre i skole … ofte OM skolen… så kan det ikke være på én hånd de gange, hvor en af dem råbte:

MOOOR, du drejer den forkerte vej.

Men min kørsel var sat på autopilot, mens min bevidsthed var rettet mod at være sammen med mine unger.

Og nu bliver det lidt syret

Jeg startede ud med at skrive det her, fordi jeg har sat mig for hver fredag at lave et opslag på Facebook med titlen FREDAGSTANKER.

Men da jeg i fredags satte mig for at skrive mit fredagstankeopslag, var min hjerne helt tom.

Jeg havde ikke 1 gentagelsesværdig fredagstanke at dele 😲

Så jeg startede ud med at skrive: ”Har du prøvet det?”

… og ud af mine fingre kom der jo så faktisk nogle tanker.

Tankker om det der med at lære nyt, ændre vaner…

… og:

 At tilgive sig selv

…når de gode intentioner endnu engang ligger der på gulvet og griner af en, mens man snupper en pose lakridser.

– Ikke sådan at forstå, at man ikke skal sætte sig mål om at ændre ting, og gøre sig umage

– Slet ikke!

Faktisk tvært imod:

For ikke at falde i den der fælde med, at

”Så kan det også være lige meget. Jeg kan heller ikke gennemføre noget som helst…”

Men derimod sige:

• nå ja, det var ikke meningen at jeg skulle spise den der pose lakridser. Umm de smagte godt, og nu går jeg en tur… eller godt jeg skal ha den der lækre bønnesalat i aften, eller…

• For katten da, jeg skulle jo ha lavet yoga her til morgen. Jeg tror, jeg gør det nu. Eller i morgen sætter jeg en alarm, eller…

Så har du prøvet det – fx i relationen til dit barn?

Har du fx sat dig for, at du vil være mere tålmodig med din lille pode – og er du alligevel kommet til at vrisse eller løfte stemmen (fordi det af 100 forskellige grunde er blevet en vane –  som du gerne vil bryde)😣

Hvad er så det bedste at gøre?

-at du punker dig selv,

-eller at du snupper lejligheden til at være et godt eksempel for dit barn og sige noget a la:

”Hov, det var slet ikke min mening at lyde sur, undskyld min skat, må jeg gi dig et kram?”

Jeg er ikke i tvivl!

Med den sidste mulighed viser du ham eller hende,

• at vi alle er mennesker,
• at selv om vi har de bedste intentioner og gør os monster umage, så begår vi alle fejl.
• Og NÅR vi kommer til det, så kan et ærligt og kærligt undskyld redde meget.

Jeg vil godt vædde en pose lakridser på, at dit barn er helt klar til kram  🤗

PS: og nu blev mine fredagstanker så alt for omfattende for Facebook, så de blev til dette indlæg på min blog i stedet for… og det er ikke engang fredag 😁

De allerbedste hilsner fra Dorte