Velkommen til min blog!

billede af laptop

Læs med, når jeg “lægger hovedet på bloggen” med viden, meninger og oplevelser om veje til trivsel, udvikling og læring for børn og voksne.

De allerbedste hilsner fra Dorte Sveistrup

, ,

Hvordan er vi gode voksne for børn?

god voksen i samspil med barn

Gode voksne for børn: det sker i relationen

I sidste uge holdt jeg et oplæg for forældre og medarbejdere i en børnehave med titlen ”Gode voksne for børn – Relationer og ansvar”.

Hvad skal vi som voksne være opmærksomme på i de forskellige relationer, når vi ønsker at støtte børnene i deres trivsel og udvikling – her og nu og på sigt?

 

3 relationstyper

I oplægget skitserede jeg bl.a. 3 forskellige relationstyper, som kan være i spil på kryds og tværs.

Du får de tre typer her, og jeg beskriver dem først med udgangspunkt i relationerne børnene imellem.

Det gør jeg for at understrege betydningen af, at vi som børnenes voksne ikke kun er opmærksomme på de relationer, som vi selv er en del af.
Det er også vigtigt at være opmærksomme på og støtte børnenes indbyrdes relationer og samspil, når vi gerne vil være gode voksne for dem.

 

Symmetriske relationer

I den symmetriske relation ligner de involverede hinanden.

Det kan fx være relationen mellem to jævnaldrende veninder. De elsker begge at lege i dukkekrogen og at gynge på legepladsen.

Eller måske er det ligesom relationen mellem min egen dreng og naboens: i et par år af deres barndom var de helt enige om, at de hadede piger 😉

I kraft af det fælles perspektiv er denne relationstype utvetydig og tryg for de implicerede.

Men det fælles perspektiv bevirker også, at den symmetriske relation sandsynligvis ikke er specielt udviklende for deltagerne.
I en symmetrisk relation kommer vi nemt til at bekræfte hinanden, og der er ingen grund til at udvide horisonten.

Ansvaret for relationen og samspillet er her fælles for deltagerne.

 

Asymmetriske relationer

I den asymmetriske reation er de involverede ikke ligestillede.

Lad os  fx se på relationen mellem 9-årige Mia og 5-årige Laura:

Her vil det typisk være Mia, der sætter dagsordenen.
Det gør hun, fordi hun er ældre end Laura, og dermed har større (livs-) erfaring og sandsynligvis også højere status i fællesskabet.
 

I den asymmetriske relation er det altid op til den stærkeste deltager, om relationen er god for begge deltagere.

I eksemplet med Mia og Laura kan vi dog ikke forvente, at Mia har det nødvendige overblik og udviklingstrin til på egen hånd at administrere dette ansvar.
Hun har brug for støtte og guidning fra voksne for at lære dette.

 

Komplementære relationer

Den komplementære relation kan opstå, når parterne er åbne overfor hinandens – forskelligartede – bidrag. Denne åbenhed giver plads til, at de involverede personer supplerer – eller komplementerer – hinanden med deres forskellighed. Dermed beriges relationen.

Fx er Kathrine og Jesper venner. De komplementerer hinanden på køn – dreng/pige.
De komplementerer også hinanden på interesser: Jesper dyrker westernridning på sin hest og er vild med Simon Kær. Kathrine er vild med fantasy og synger med på alle Justin Biebers sange.
 

De to har måske været venner fra helt små. Måske bor de på samme vej, eller har mødt hinanden af andre årsager, som ikke handler om et umiddelbart interessefællesskab.

I en komplementær relation er deltagerne ligeværdige – også når de ikke er ligestillede.

Denne relation kan være udfordrende, og forskelligheden mellem deltagerne kan give stof til konflikt og diskussion.
Men den leverer også stof til horisontudvidelse for dem begge. Ansvaret herfor kan ligge hos begge – eller den stærkeste – alt efter om relationen er ligestillet eller ej.

 

Gode voksne for børn: relationer på kryds og tværs

Nu forlader vi børnenes indbyrdes relationer og retter blikket mod “relationstrekanten”: barn – forældre – pædagogisk medarbejder.
Her kan de tre relationstyper være i spil på flere måder.

 

Relationen mellem børn og voksne

Relationen mellem barnet og dets voksne er – hvad enten vi ser på forældre eller medarbejdere – asymmetrisk, og ansvaret for kvaliteten ligger altid hos den voksne.

Hvis du som voksen er opmærksom på dette ansvar, kan du gøre relationen komplementær ved at møde barnet som en person med ret til at blive set og hørt.

Ved at anerkende, at barnets perspektiv og input bidrager værdifuldt til relationen, kan du som voksen gøre relationen ligeværdig – selv om den ikke er ligestillet.

 

I eksemplet ”Mia – Laura – voksen” fik vi konstateret, at Mia er den stærke i samspillet med den yngre Laura.

Men i samspillet med den voksne ændres Mias rolle og position.

Mia er den svage i den asymmetriske relation mellem hende og den voksne, som skal guide hende.

Ansvaret for den relation ligger helt klart på den voksne, og alt efter hvordan den voksne møder Mia, kan deres indbyrdes relation blive ligeværdig eller uligeværdig.

 

Relationer mellem de pædagogiske kolleger

Ser vi på relationerne indbyrdes blandt medarbejderne, er der mulighed for alle tre relationstyper.

Et eksempel på den symmetriske relation kan være pædagogkollegerne, som er HELT enige om redskaberne til opdragelse og om, hvilke oplevelser børnene skal have.

Som tidligere nævnt er denne relationstype tryg.

Men hvis vi ønsker at give børnene så forskelligartede udfoldelsesmuligheder som muligt, er den komplementære relation mellem de nære voksne at foretrække.

At pædagogen Jens er til hammer, mekanik, højtlæsning, mens hans kollega Ella er til bål, natur, orienteringsløb, bevirker, at de tilsammen kan byde ind i børnenes hverdag med en større palet af aktiviteter.

Derudover kan de to medarbejdere hver især udvikle egne kompetencer ved at lade sig inspirere og lære af hinanden.

 

Relationen mellem forældre og pædagogiske medarbejdere

I relationen mellem medarbejdere og forældre kan de to parter i aller højeste grad bidrage med noget forskelligt. Og det er vigtigt at have fokus på dette!

Forældre og personale har viden, oplevelser og erfaringer fra hver deres del af barnets verden.
Hvis de to parter bestræber sig på at møde hinandens perspektiv med nysgerrighed, anerkendelse og værdsættelse, bliver relationen komplementær – og ligeværdig.

Herved får de to parter mulighed for at forstå og møde barnet i lyset af hele dets verden – også den verdensdel, som man ikke selv har adgang til.

HVIS VI SOM FORÆLDRE OG MEDARBEJDERE ØNSKER OG ARBEJDER BEVIDST MED AT SKABE DENNE RELATION IMELLEM OS, GIVER VI SAMTIDIG OS SELV OG HINANDEN DE BEDSTE BETINGELSER OG REDSKABER TIL AT VÆRE RIGTIG GODE VOKSNE FOR VORES FÆLLES BØRN!

 

Jeg håber, at du har fået lidt inspiration til at være en god voksen for børnene i dit liv!

 

De allerbedste hilsner fra Dorte

 

PS: Kunne I godt bruge et lignende oplæg i jeres institution?

Find en beskrivelse her

Kontakt mig her

 

 

 

 

, , ,

Vil du hjælpe mig med at hjælpe?

Kodeordet er hverdagstrivsel

Som  pædagogisk konsulent er det min fornemste opgave at hjælpe forældre og pædagogiske medarbejdere med at skabe trivsel i hverdagen- for børnene og for sig selv.

I 2018 handlede det rigtig meget om emner som forældresamarbejde, kollegial sparring samt børn og mad, og jeg vil naturligvis stadigvæk rigtig gerne hjælpe dig i forhold til disse emner!

Men samtidig arbejder jeg hele tiden med at udvide og udvikle mit ”varesortiment” – både i form og i indhold.

Og det er her, at jeg har brug for din hjælp!

 

Hvad har du brug for?

For jeg vil jo rigtig gerne bidrage til din og mine andre læseres/gode kunders livskvalitet og (arbejds-)glæde  – med redskaber til hverdagstrivsel for netop dig og de børn, som du har i din varetægt (egne eller andres).

Så derfor spørger jeg dig nu:

Når du tænker på dit hverdagsliv med børn

  • Hvad er du så optaget af?
  • Hvad udfordrer i samspillet?
  • Hvad er du nysgerrig på?
  • Hvad vil du gerne have andre perspektiver på og nye redskaber til?
  • Hvor vil du gerne hen i samværet og samspillet med barnet/børnene?

 

Med andre ord:

Hvis du kunne vælge frit på alle hylder, hvilket emne skulle jeg så kaste mig over, for at du ville sige:

Ja tak, det er lige, hvad jeg har brug for?

Og i hvilken form ville du gerne have det: foredrag, workshop, udviklingsforløb, kursus, …?

Intet er for stort og intet er for småt!

 

Grib muligheden for et gratis oplæg om dit emne

Jeg håber meget, at du har lyst til at hjælpe mig med at hjælpe dig!

OG hvis jeg ender med at fokusere på dit emne, får du et gratis oplæg for op til 20 deltagere om emnet , når det er klar til afprøvning.

Det koster kun din idé nu – og så din/jeres seriøse feedback, efter at I har fået oplægget.

 

Så fortæl mig lidt om dit emne på  mail eller  telefon 93 70 07 16, og du er med i puljen om et pædagogisk oplæg fra mig, kvit og frit!

Jeg glæder mig til at høre fra dig!

De allerbedste hilsner fra Dorte

 

Ps: I mit næste Nyhedsbrev spørger  jeg også mine læsere der, hvilke udfordringer jeg evt. kan hjælpe dem med. og her får man også en chance for min hjælp uden omkostninger, hvis man svarer 🙂 

Så er du allerede på min nyhedsbrevsliste, så husk også at  deltage der, når Nyhedsbrevet kommer.

Vil du gerne være på min Nyhedsbrevsliste (og ha en chance mere for min hjælp), så skriv dig op her

Børn og fritidsaktiviteter

Billede af voksen og barn med fodbold

Gæsteindlæg v. Pil Lindgreen fra GoKarakter

I denne post giver jeg ordet til Pil Lindgreen.

Pil er phd. studerende og forskningsassistent på Institut for Klinisk Medicin på Aarhus Universitet, og hun er tilknyttet ekspert hos lektiehjælpvirksomheden Gokarakter.

Hos Gokarakter er der jo  fokus på børn i skolealderen. Men Pil Lindgreens pointer omkring børn og fritidsaktiviteter og den individuelle afbalancering heraf kan forældre til børn i alle aldre med fordel huske på.

Rigtig god læselyst!

 

Ønsker dit barn sig brændende at starte til en fritidsaktivitet?

Der er gode grunde til at lade dit barn deltage i en eller flere aktiviteter; forskning viser nemlig, at det øger børns trivsel, sociale kompetencer og skoleparathed (1)!

Yderligere peger forskning i retningen af, at vi som mennesker forbedrer vores  chancer for senere i livet at klare os godt socioøkonomisk, hvis vi  har deltaget i fritidsaktiviteter som børn (2)

 

Hvilke faktorer påvirker børns deltagelse i fritidsaktiviteter?

Et nyligt studie viser, at mængden og typen af børns fritidsaktiviteter i høj grad ligner forældrenes (1).

Det bakkes op af et andet studie, der finder, at denne lighed  især ses vedrørende fysisk aktivitet: at børn efterligner forældrenes motionsmønstre (3).

Det betyder altså, at børn muligvis kan motiveres til at være mere fysisk aktive, hvis deres forældre også er det – og måske endda også omvendt.

Denne sammenhæng kan især være relevant i forhold til overvægtige eller inaktive børn, der har behov for at tabe sig og / eller motionere mere.

Andre studier påviser vigtigheden af, at forældre ligeledes har en aktiv rolle, når det kommer til børnenes skolegang; kombinationen af øget forældreinddragelsen i både fritids- og skoleaktiviteter havde positiv betydning både for skolebørnenes velvære og deres faglige kompetencer (4).

Tilsvarende har anden forskning fundet, at børn synes godt om initiativer, der øger forældreinddragelsen – generelt øges børnenes tilfredshed i takt med, at forældreinddragelsen øges(5).

Overvej derfor, om det er muligt for dig at deltage i en fritidsaktivitet sammen med dit barn; det kan nemlig øge barnets velvære og samtidig medvirke til, at jeres relation styrkes!

 

Kan børn deltage i for mange fritidsaktiviteter?

Børn kan dog også deltage i flere fritidsaktiviteter, end de trives med (6).

Hvor mange fritidsaktiviteter, et barn kan overkomme at være del af, hænger sammen med  det enkelte barns individuelle behov, præferencer og ressourcer. Ligesom det kan ændre sig over tid, hvilket aktivitetsniveau, der er passende for barnet.

Der kan altså ikke opstilles en “gylden regel” for, hvor mange fritidsinteresser dit barn bør deltage i.
Derfor er det væsentligt at være opmærksom på, om barnet udviser tegn på at være involveret i flere fritids-aktiviteter, end hvad godt er.

Udover direkte at fortælle  at barnet ikke har lyst til at deltage i en bestemt aktivitet, kan han/hun måske udvise andre tegn på at mangle overskud til fritidsaktiviteten; barnet kan fx virke træt og uoplagt eller klage over ondt i hovedet eller maven på det tidspunkt, hvor fritidsaktiviteten skulle finde sted.

Hvis du observerer noget af dette, kan du med fordel tale med dit barn om, hvorvidt fritidsaktiviteterne er for mange samt spørge ind til, hvilke(n) dit barn helst vil deltage i.

På den måde kan du hjælpe dit barn med at prioritere i fritidsaktiviteterne og derved være med til at øge dets trivsel.

Pil Lingreen

 

Find de anvendte kilder her.

Find nærmere information om Pil Lindgreen her.

Find nærmere information om GoKarakter her.

 

 

 

 

 

,

Hvad har mit barn gang i? 2. del

Vinkel nr 2: Det sker i hjernen

I mine to forrige blogposts  har jeg beskæftiget mig med børn, der forhandler (Find dem her og her)

I denne 3. og sidste post om emnet får du vinkel nr. 2 på, hvad dit barn ”har gang i” med sine forhandlinger:

At barnet er i gang med at lære noget svært!

 

Kærlighed er ikke nok

Denne vinkel er inspireret af Sofie Münsters bog: Kærlighed er ikke nok.

Ifølge Sofie Münster er det nemlig centralt for forældre  at være bevidste om:

  • At anerkende barnets følelser uden dermed at sætte forventningerne til barnet ned
  • at ruste deres barn til livets med- og modgang i en kombination af tydelige værdier og adfærd, der ærer disse værdier og
  • at give den nødvendige støtte til, at deres individuelle barn kan leve op til forventningerne.

Op til en ret høj alder, reagerer børn nemlig som udgangspunkt ud fra deres følelser (glæde, velbehag, frustration, træthed, frygt, usikkerhed, …), og det er vores opgave som forældre at lære dem at forholde sig til disse følelser og finde handlinger frem, som både ærer vores værdier og rummer eller kommer forbi følelserne.

 

Værdier

Børn kommer ikke ind i verden med et komplet sæt værdier. Dem skal vi som forældre bibringe dem.

Det er vi måske ikke altid helt bevidste om, så vi får ikke gjort værdierne tydelige for barnet – og måske heller ikke for os selv/hinanden.
Dermed kan barnet heller ikke bruge dem som styringsredskab for sin adfærd.

 

Så trin 1: Snak med hinanden om, hvilke livsværdier, I som forældre gerne vil videregive til jeres barn – og formidl dem til barnet på alle måder:

  • Ved selv at efterleve dem og dermed være et godt eksempel, og
  • ved at sætte ord på, at ”sådan gør vi i vores familie”.

Hvis I fx finder hjælpsomhed vigtig, kan du sige til dit barn:

  • Lad os hjælpe hinanden med at rydde legetøjet op, så vi kan nå at læse en bog inden sengetid
  • I vores familie hjælper vi hinanden, så vi alle også kan få tid til noget af det, vi gerne vil.
    Så sæt lige din tallerken i opvaskeren/ dæk lige bord/ tag lige madkassen op af din taske (alt efter barnets alder)

 

Forventninger til barnet

Som udgangspunkt kommer barnet nysgerrigt og udviklingsorienteret ind i verden.

Når vi betragter et barn, der er ved at lære at gribe om ting, trille om på maven, kravle, gå osv, er det meget tydeligt.

Det er ikke en option at ”give op”, fordi det er for svært eller hårdt eller ….

Barnet bliver ved, og ved,  ….og ved.

Indtil det lykkes!

Hvorefter det lille barn straks kaster sig over en ny færdighed.

 

Opmærksomhed og omtanke

Og det er her, at vi som forældre skal være opmærksomme:

  • på barnets koncentration, dedikation og viljestyrke
  • på os selv og vores egen reaktion på barnets bestræbelser.
    • Signalerer vi opmuntring og anerkendelse for det, barnet gør?
    • Ynker vi det lidt?
    • Rejser vi det op ved noget, stikker det en gå-vogn, går rundt med det i hænderne, lægger det ned med et aktivitetsbræt/en aktivitetsbøjle under sig….

Ikke et ondt ord om nogen af disse ”redskaber”!

Vi skal blot være bevidste om, at de – ved overdreven brug – kan give barnet de erfaringer, at ”livet ikke bør/må være hårdt”.

 

  • Hvis vi aldrig lader barnet gennemleve frustration og anstrengelse
  • Hvis vi altid og straks gør noget andet med det

Så kommer vi til at give barnet den erfaring, at når det føles sådan, er det tid at gøre noget andet.

 

Med det forhindrer vi måske vores barn i at få erfaringen om, at: Hvis jeg knokler på, så lykkes det… på et tidspunkt. Succes og velvære afhænger ikke altid af min mor, far eller anden omsorgsperson.

 

Det lille barn er altså nærmest programmeret til at arbejde hårdt for sin udvikling og læring, og hvis vi viser vores barn lige fra start af, at vi anerkender, værdsætter og forventer, at det arbejder hårdt for det, det gerne vil, så giver vi det en gave for livet.

 

Så trin 2: Overvej, hvilke handlinger du forventer af barnet – alt efter dets alder – for at efterleve de førnævnte værdier.

  • Formidl disse forventninger til barnet og
  • anerkend dets bestræbelser herpå.

 

Støtte

Det er nemlig slet ikke så nemt for barnet at ”gøre det rigtige”.

For det handler om at kombinere to forskellige områder i hjernen – og det ene område har et forspring i forhold til det andet.

Det område i hjernen, der aktiveres ud fra barnets behov, lyst og impulser er fra fødslen ret veludviklet og aktiveres hurtigere end de mere komplicerede dele af hjernen, som arbejder med de værdibaserede overvejelser om at tage hensyn til andre.
Dette område udvikles over tid og er først helt færdig udviklet, når barnet er voksent.

Det vil sige, at barnet langt op i alderen, selv om det godt kender værdisættet i familien, har brug for din støtte til at tage de værdibaserede valg:  Fordi den del af hjernen på flere områder er bagud i forhold til den del, som reagerer på lyst og behov.

 

Så trin 3 … og nu vender jeg tilbage til det konkrete eksempel med Helles forhandlingsivrige datter 😊:

Når Helles datter vil forhandle mad, sengetid, oprydning med mere, er det måske et udtryk for, at der i datterens hjerne er en konkurrence i gang:

Mellem hendes umiddelbare trang til at ”tilgodese” egne behov/egen lyst og de mere komplicerede overvejelser om at tage hensyn til andre.

Og da den første del har alle fordelene, har Helles datter brug for støtte til at komme forbi det mest nærliggende og videre til ansvarlighed og hjælpsomhed.

Støtte gennem tydelighed og vedholdenhed

Den støtte kan Helle give hende ved tydeligt at formidle familiens værdier til hende:

  • ved selv at efterleve dem
  • ved på forhånd tydeligt at formidle til datteren, hvilken adfærd hun forventer af hende
  • og ved at anerkende både datterens følelser omkring det og hendes forsøg på at gøre det rette.

Og når datteren ikke når frem til at forsøge, er det vigtigt, at Helle bevarer roen, venligheden, og at hun giver datteren anerkendelse på hendes behov og lyst uden at slække på forventningerne om, at datteren selvfølgelig ved, hvad hun skal og selvfølgelig kan klare det… med den rette hjælp og støtte fra Mor og Far.

Denne støtte er der som sagt brug for længe og mange gange – løbende reguleret ift. alderen.

Og ja, det kan ind imellem frustrere!

Men hvis Helle kan tage det perspektiv, at hendes datter arbejder hårdt for at lære noget, der faktisk er svært.

Og hvis hun også kan komme lidt forbi det første perspektiv og sige til sig selv:

  • ”Jeg skælder ikke min datter ud/irettesætter hende ikke”
  • “Jeg hjælper og støtter hende i hendes udvikling – ved at give hende nogle retningslinjer at navigere efter”

– og i det lys roligt og tydeligt formidler værdier, forventninger og støtte, så er datteren godt hjulpet på vej.

Med hjælp fra mor og far vil hun i stadig højere grad kunne regulere sig selv ift. de værdier, som Helle og hendes mand finder vigtige.

 

Jeg håber, at du har fået et par brugbare vinkler på samspillet med dit forhandlerbarn – også selv om du ikke hedder Helle 😉

 

Næste uges post

I næste uge skal det handle om noget helt andet.

Pil Lindgreen fra Go’karakter er gæsteblogger om fritidsaktiviteter.

I Go’karakter har de  fokus på børn i skolealderen.

Og selv om jeg ofte skriver ud fra førskolebørn, har Pil Lindgreen et par pointer, som også småbørnsforældre med fordel kan huske på.

 

De allerbedste hilsner fra Dorte

,

Hvad har mit barn gang i?

billede af forvirret mor

Flere vinkler på det spørgsmål

I sidste uge skrev jeg her på bloggen om, hvor vigtigt det er at komme om bag ved adfærden, når et barn fx gerne vil forhandle med sine forældre om alt:  påbud, forbud og anvisninger.

I dag og i næste uge vil jeg dykke lidt ned i to forskellige vinkler på, hvad der MULIGVIS kan være på spil ”bag galleriet”.

De to vinkler er inspireret af to forskellige ”stemmer i debatten”, som jeg har stiftet lidt nærmere bekendtskab med i forbindelse med et projekt om forældresamarbejde, som jeg skal lave sammen med en daginstitution her i foråret.

Her får du den første vinkel – inspireret af et foredrag med Jens Winther.

Jens Winther er  uddannet cand. mag. i samfundsfag og psykologi og arbejder til dagligt som gymnasielærer.
Derudover afholder han kurser og foredrag om børn, unge mennesker og deres forældre. Og det var i den egenskab, at jeg oplevede ham på slap line til et forældremøde i sidste uge.

 

Vinkel nr. 1: Det handler om relationer

Dette perspektiv handler om, hvad p….. der er i svang, når ens pode uden den mindste vrøvl gang på gang bare gør, hvad han bliver bedt om i dagtilbuddet? Altså de sammen ting, som vi har alenlange forhandlinger og tovtrækkerier om derhjemme.

 

Hvad har lille Sofus gang i?

Hvorfor insisterer han på, at bordskik er en disciplin, der skal og kan forhandles gang på gang herhjemme, mens han uden det mindste kny sidder på sin stol med benene inde under bordet og bærer madkasse, krus og tallerken hen på rullebordet HVER ENESTE DAG henne i dagtilbuddet?

Det korte svar er, at Sofus forhandler med dig, fordi han kan.

Og han kan, fordi du har følelserne i klemme.

Medarbejderne i dagtilbuddet har en generel og erfaringsmæssig viden om børn, og om hvad der er godt for børnene/hvad der støtter deres udvikling bedst.

Derfor møder de barnet mere ”distanceret”.

 

I dagtilbuddet kan de ikke lide børnene

Ja, den gode Jens Winther udtrykker sig lidt mere bastant.

Han siger, at medarbejderne i dagtilbuddet kan få børnene til at gøre som de bliver bedt om, fordi de ikke kan lide børnene.

En udtalelse der nok kan få en flok forældre til at rette sig op i stolen og spidse ører.

Men det er jo ikke sådan, at de pædagogiske medarbejdere ikke har omsorg for børnene.

Arten af deres relation til børnene, gør imidlertid, at denne omsorg primært er funderet på viden om og interesse for børn.

 

Forældrene elsker deres barn

Forældreomsorg er derimod primært funderet på kærlighed til ens eget barn.

Og med kærligheden følger nemt et ønske om at gøre barnet glad – i det aktuelle samvær.

Den professionelle omsorg omhandler det, som  gør barnet ”glad i livet” – at støtte barnet i at udvikle kompetencer og evner til at leve godt med andre – og med sig selv.

Som forældre skal vi ikke være professionelle i tilgangen til vores børn.

Men vi ønsker selvfølgelig også, at vores barn bliver glad og kompetent på længere sigt – som voksen  individ/ ven/ ægtefælle/ forælder/ borger!

 

Vi ta’r den lige én gang til

Derfor kan vi med fordel være bevidste om, hvad der er i spil i den gensidige relation mellem os og vores barn.

Derved kan vi blive i stand til, at ”tage os i det”, når vi enten fristes til at:

  • vakle i en beslutning, fordi den bringer barnet frustration og ubehag her og nu

eller

  • blive irriterede og vrede, fordi det bringer OS ubehag og frustration her og nu.

– Og så ellers acceptere, at det der med at ”tage den én gang til” er et livsvilkår for forældre.

Derved har vi meget større chancer for at tage den med ro i sind og stemme, så barnet fornemmer, at det er sådan, det er.

 

Næste uges post

Det der med, hvorfor vi som forældre må ”tage den en gang til” skriver jeg mere om I næste uge.

Her får du en vinkel på børns forhandling af vilkår og betingelser med deres forældre, som tager udgangspunkt i barnets hjerne.

Denne vinkel er inspireret af bogen ”Kærlighed er ikke nok” af Sofie Münster

 

De allerbedste hilsner fra Dorte

 

, ,

Hvad stiller jeg op med mit forhandlerbarn?

billede af forvirret mor

I går eftermiddag ringede Helle til mig. Hun havde brug for sparring i forhold til sin datter, som hele tiden og konstant forsøger at forhandle de rammer og anvisninger, som Helle og hendes mand giver hende.

Hvad stiller jeg op med mit forhandlerbarn?” spurgte hun.

 

Konkrete løsninger til konkrete børn

Og jeg måtte svare hende, at der ikke findes et alment gyldigt svar på, hvad man stiller op med et ”forhandlerbarn” – ligesom der ikke er en universalløsning på såkaldte bidebørn, udadreagerende børn, og hvad vi ellers kan komme til at kalde børn.

Men der findes en måde at finde svar på, hvad man skal ”stille op” med et konkret barns konkrete adfærd.

 

Barnets adfærd er signalflag

Et barns adfærd fortæller os altid om, hvad barnet ”har gang i lige nu”: udvikling, læring, udfordringer, problemer.

Og måden, disse ting kommer til udtryk på, hænger også sammen med de vilkår, barnet har.

Jo bedre vi kan tolke barnets adfærdsmæssige signaler, jo bedre vilkår for trivsel kan vi give.

Nu er det jo langt fra altid nemt at tolke barnets signaler – bl.a. fordi den samme adfærd kan være udtryk for vidt forskellige udfordringer og intentioner.

Men der er en måde, hvorpå Helle kan nå frem til et kvalificeret bud på baggrunden for datterens adfærd.

 

At skille tingene ad

I første omgang skal hun have adskilt det, der rent faktisk sker (eller ikke sker), når datteren forsøger at forhandle – fra det, som Helle tænker, tror og mener om det, der sker – og baggrunden for det.

I situationen får vi nemlig ofte de to ting blandet sammen. Vi kommer til at opfatter det, vi tænker, som en del af det, der sker – og dermed ikke muligt at ændre.

Men løsningen på et problem ligger rigtig tit netop i at ændre perspektiv på og tanker om en given situation.

 

Observation, refleksion, handling

Så! Formlen til at finde svar på Helles spørgsmål – og andre udfordringer i den retning er ret enkelt.

Den lyder: observation + refleksion som grundlag for handling.

Det lyder jo ikke så svært, vel? 😉

 

Brandsikring afløser brandslukning

At formlen er enkel, betyder imidlertid ikke altid, at det er nemt at følge den.

Som sagt ovenfor er der jo lidt “oversættelsesarbejde” både i forhold til barnets budskab bag adfærden og i forhold til sin sin egen opfattelse af dette.

Og der er jo som regel ikke mulighed for at lave en ”timeout” under konflikten, hvor mor liige kan få skilt tingene ad og reflekteret bevidst.

Så ligesom ved et vægttab, er chancen for et godt resultat størst, hvis vi satser på livsstilsændring i stedet for kur.

Eller sagt med andre ord: Lige i situationen er der tale om en (begyndende) “brand, der skal slukkes”.
Det, vi skal have fat i på sigt, er de handlemåder, som “forebygger brand”.

 

Det konkrete tilfælde 

  1. Observation
    Hvad sker der helt konkret? fx beskrive hvad datteren gør, hvad Helle selv gør, hvad andre familiemedlemmer gør, hvornår og hvad forhandler datteren, og hvornår og i hvilke situationer er der fred og fordragelighed?
  2. Refleksion
    Hvad tænker, tror og mener Helle om det, der sker – og ikke mindst om baggrunden for, at det sker? Hvad fortæller datterens adfærd om hendes ønsker, behov, hensigter med videre?
    Hvis Helle fx siger til mig, at datteren ”afprøver hende”, så er det ikke noget, der sker.
    Det er Helles refleksion over datterens bevæggrunde. Men det kan nemt komme til at fremstå som et faktum – noget som Helle har observeret.
  3. Handling
    • Hvordan har vi tacklet det indtil nu/hvad gør vi lige nu for at støtte hende til en mere hensigtsmæssig adfærd? hvordan virker det/ikke?
    • På baggrund af punkt 1 og 2: hvad skal vi blive ved med at gøre/gøre mere af? hvad skal vi holde op med at gøre? Hvad skal vi gøre i stedet for/som supplement?
    • Skal vi have hjælp til noget? Fra hvem?
    • Hvem gør hvad?
    • Hvornår går vi i gang?

Et eksempel

Helle siger til datteren, at hun skal komme og spise aftensmad. Datteren svarer, at hun ikke er sulten, så kan hun ikke bare blive ved med at lege?

Nu kan Helle jo tænke forskellige ting om datterens svar, men hvis jeg nu antager, at hun tænker tanker som: nå, så skal hun lige teste mig igen, jeg orker det snart ikke, der er ikke meget familiehygge over at hive hende ud til bordet ved den ene arm, arghhh, hvordan får jeg hende med, uden skældud, surmuleri, gråd, …?

Det der skal til, er den før omtalte timeout, hvor mor har tid og rum til lige at tænke igennem:

  • Hvad har jeg set, hørt og oplevet fra min lille pige i dag, i denne uge, i denne periode?
  • Hvad sker der ellers i hendes liv lige nu? Er det første eller 32. gang, hun forsøger at forhandle betingelser?
  • På grundlag af det:  hvad kan ligge til grund for hendes adfærd_ lige nu og for tiden?
  • Og på grundlag af det: hvordan kan jeg så møde hende og støtte hende i en adfærd, der er mere hensigtsmæssig ift. hendes egen og familiens trivsel?

Ok, som sagt: ikke realistisk, at det kommer til at ske – i situationen.

Der må nok en lille brandslukning til.

Fremtidig brandsikring

Men Helle kan faktisk bruge situationen til at lave fremtidig brandsikring.

Når der er ro og fred, kan hun alene, sammen med sin mand – eller som hun gjorde i denne situation – sammen med mig, følge formlen og derved bestemme og aftale helt konkret, hvordan hun skal støtte sin datter bedst muligt – til alles bedste.

Og for hver gang, Helle laver denne øvelse, bliver dens trin mere og mere internaliseret i hendes måde at møde og tænke om datterens adfærd på.

 

Fortsættelse følger

Læs med i næste uge, hvor jeg fortæller om et muligt perspektiv på, hvorfor børn forhandler.

Et perspektiv som måske ikke ligger lige for, men som muligvis kan hive en hel del frustration ud af hverdagsforhandlingerne 😊

 

De allerbedste hilsner fra Dorte

 

 

 

4 greb, til et nemmere liv med mails

billede af computer

2019: allerede en måned gammel

Januar måned synger på sidste vers, og først nu får du årets første blogpost fra mig – mange tak fordi du hænger på! 😊

Det er ikke fordi, jeg ikke har haft noget på hjertet i en hel måned, men al min opmærksomhed har været delt op imellem

  • planlægning og gennemførelse af konkrete opgaver for kunder

og

  • vedligehold og udvikling af mit vigtigste arbejdsredskab = mig selv (læs evt. denne tidligere blogpost😊)

 

Et kursus med aha-oplevelser til deling

I forbindelse med det sidste punkt har jeg oplevet et par aha-oplevelser, som jeg gerne vil dele med dig her!

Jeg har i mange år brugt OUTLOOK  til mails og kalender. OG jeg har altid haft den lumske mistanke, at jeg med lidt fokus og indsats kunne bruge programmet meget smartere og dermed få et nemmere liv.

Da GoLearn en af årets første dage inviterede til, at man kunne blive betatester af deres nye kurser i Officepakken, meldte jeg mig derfor med stor entusiasme.

OG jeg havde ret: det kræver fokus – og tid – og tålmodighed! I hvert fald når man er så teknik unørdet som mig.

 

4 greb til forenkling og overblik

Men ved hjælp af ovennævnte tre elementer hos mig selv i samspil med de korte, instruktive og meget konkrete videoer (hvor jeg arbejdede med kursets opgaver i mit eget OUTLOOK undervejs) fik jeg bl.a. arbejdet med følgende fire greb til forenkling og overblik:

  1. At skabe overblik gennem en forenklet mappestruktur, hvor mine mails sorteres i samtaler og samles i grupper
  2. Hver morgen at gennemgå mine mails efter ”afslut eller beslut” princippet:
    • Alt, der kan klares på under 5 minutter, udføres straks.
    • I forhold til mails, der kræver en indsats ud over 5 minutter, bestemmer jeg, hvilke opgaver, den aktuelle mail kræver af mig, og sætter dem på opgavelisten efter forfaldsdatoer
  3. At automatisere en del af mailsorteringen vha. ”regler”. Fx har jeg opsat en regel om at Nyhedsbreve automatisk flyttes fra indbakken over i en bakke, jeg har kaldt inspiration
  4. At fjerne mailnotifikationer og påmindelser fra min mailbakke, fordi disse funktioner er med til at forstyrre mit fokus, når jeg egentlig er i gang med andre opgaver – og er der bestemte notifikationer eller påmindelser, som er vigtige at få straks, kan jeg markere disse, og jeg vil så stadigvæk få dem straks, de kommer.

Kurset bød på meget, meget mere! Og det næste, jeg skal teste, bliver PowerPoint 😊

Hvis du nu får lyst til at tjekke de letforståelige og praktiske kurser fra GoLearn, kan du gøre det her.

 

De allerbedste hilsner fra Dorte

 

PS: jeg poster snart et indlæg om børn, som gerne vil forhandle med deres forældre.

  • Er det en udfordring, som du kan genkende?
  • Eller tumler du med andre emner, som du godt kunne tænke dig en post om?

Klik på overskriften på denne post, og skriv en kommentar med dit forslag i det kommentarfelt, som kommer frem i bunden.

Eller send mig en mail om det på dorte@dsveistrup.dk.

Så finder vi ud af, om jeg skal tage dit emne op i en senere blogpost.

 

PPS: Vinteren er kommet, og hvis du vil ha et par tips til god “børnevedligehold” i kulden, kan du finde dem her

, ,

Fra kræsen til madmodig

Sammen er vi klogere

Helle Guldmann fra Helle Guldmann Professionel Kostvejleder  og jeg er begge  optaget af børn i vores virksomheder.
Vi har flere gange snakket om det der med børn og mad. Hvad kan det være udtryk for, når barnet siger nej tak til maden? Hvad betyder det for os som voksne? og hvordan kan man de nære voksne støtte deres pode til at være madmodig – ud fra vores to forskellige indgangsvinkler: den kostfaglige og den pædagogiske.

Disse snakke resulterede for nogle uger siden i, at vi sammen holdt foredraget: ”Sådan bliver dit barn madmodigt”.
På den måde kunne vi i fællesskab tilbyde deltagerne en bredere indgang til de komplekse faktorer, som kan være i spil, når der opstår udfordringer omkring børnenes madindtag – eller mangel på samme.

På sin blog har Helle lavet en lille smagsprøve på sin vinkel ind i foredragets emne, som hun gerne vil dele med dig. Du finder Helles blogpost her.

OG hvis du ikke allerede har læst min smagsprøve fra foredraget her på bloggen, kan du  finde den her

Rigtig god læselyst!

 

En gave til dig

Er stemningen omkring maden anspændt  hjemme hos jer? Jeg kan hjælpe.

Få fx min gave på en telefonsparring her. Sammen kan vi få skabt klarhed over udfordringer og muligheder hen imod en hverdag med endnu mere madmodig hverdagstrivsel for dig og dit barn.

Du tilmelder dig samtidig mit Nyhedsbrev, som udkommer ca. 10 gange om året.

Det næste udkommer allerede i morgen og omhandler ligeledes emnet om børn og mad.

SÅ  TILMELD DIG NU, hvis du vil ha det med 🙂

 

De allerbedste hilsner fra Dorte

 

 

 

, ,

Børns leg og dannelse – det nye sort!

børn der leger i sandkasse

En opdatering på gamle begreber

Børns leg og dannelse er det nye sort i den politiske diskurs  i lovgivning og læreplan.

Som overskriften antyder, er begreberne ikke nye og ukendte.

Men betydningen af begreber kan jo udvikle eller ligefrem ændre sig, sættes ind i andre sammenhænge og betragtes fra andre perspektiver.

Så i sidste uge drog jeg til Silkeborg på kursus for at få en opdatering på begreberene anno 2018.

Denne opdatering stod lektor og forsker Pernille Hviid og sociolog Charlotte Brønsted for.

Det var en spændende dag, som jeg stadigvæk reflekterer over. Her får du foreløbig 3 pointer fra formiddagens oplæg med Pernille Hviid:

 

Dannelse er/er ikke:

Når vi taler om dannelse, skal vi ifølge Pernille først og fremmest være opmærksomme på at få skilt begrebet dannelse og dannethed ad.

“Dannethed”  definerer hun som et normativt og ”småborgerligt” begreb, som omhandler at kunne spille klaver, kende den klassiske musik og have skønlitteratur på boghylderne.

“Dannelse” er i Pernille Hviids optik noget helt andet, bredere og sværere at definere.

Men hvor dannethed fokuserer på forskellige funktioner – færdigheder, kompetencer, handler dannelse om hele personen.
Personen selv er involveret i sin dannelse. Man kan ikke danne et andet menneske – i forståelsen at du gør noget ved/ændrer mennesket. Et menneske danner sig selv ved at overskride sig selv og den kultur, som det er i.

 

Dannelse før og dannelse nu:

Før: barnet kom ”tom” ind i verden og gradvist dannedes det ved at overskride sig selv “opad” mod noget – noget alment, der er større – fx  kristenheden.
Mennesket dannedes altså ind i det stadig større og almene – henimod noget, som var givet og fastlagt. Både målet og dannelsesprocessen blev fastlagt og styret af de voksne i barnets liv.

Nu: Barnet opfattes som kompetent og intentionelt fra fødslen, og med aftraditionalisering og globalisering er der ikke længere et fastlagt fælles mål for dannelsen.
Mennesket har friheden til (og ansvaret for)  selv at vælge, hvad i sig selv det vil overskride – og imod hvilket mål. “Ikke for at ende som en dannet kristen person, men for at blive en interessant personlighed”.

Så: dannelse i dag handler om “selvdannelse”. Individet vælger selv at danne sig i den retning, som giver mening for ham/hende.

 

Dannelse og leg spiller sammen

Hvis vi inddrager denne pointe i relation til små børn og deres opvækst. Hvor kommer legen så ind i billedet? hænger de to begreber sammen, og hvordan?

Pædagoger har altid lagt vægt på legen som en vigtig ingrediens i et godt og udviklende børneliv

Da jeg var udøvende pædagog fra sidst i 80’erne til midt i 00’erne talte vi om den frie leg nærmest som en helligdom.
Begrebet Fri Leg var på dagsordenen som leg, der var fri for voksnes øjne og indblanding – i opfattelsen af, at hvis børnene bare fik lov til at lege i fred, ville deres leg blive god, passende, udviklende og lærerig for dem, som deltog i den konkrete leg.
Legen var værdifuld i sig selv – ladt alene af voksnes utidige tilstedeværelse og indblanding.

Men med det fokus, som der sidenhen kom på, at børn skulle lære noget i dagtilbuddet –  som i noget bestemt og med henblik på senere skolegang og uddannelse –  skiftede legen betydning.

Nu var den ikke vigtig i sig selv – eller uforstyrret.
Legen var stadigvæk vigtig, men som et redskab til læring. Og de voksne var nu velkomne – ja nødvendige.
De skulle overse og planlægge legen, sådan at der blev leget på den rette måde og med de rette omdrejningspunkter mhp. at udvikle forståelsen for fx læseretning, bogstaver, tal, størrelsesforhold med mere.

Vi er med andre ord blevet så optaget af en funktionstænkning og – opsplitning, at der ikke levnes meget rum til, at barnet kan selvdanne sig i legen. Dannelse foregår jo kun, hvis individet –  her barnet – selv ønsker det/kan  finde mening i det, der foregår.

 

Hvordan bruger barnet legen?

Når det lille barn leger, bruger det ting fra den virkelige verden som redskaber til at fastholde ideen om noget, som kun er i fantasien.
Det lille barn kan kun tænke konkret – kan kun forholde sig til genstande, som helt konkret er til stede. Men ved at lege det, som Pernille Hviid kalder “som om – leg”, bruger barnet tilstedeværende ting til at lege fx jul. Barnet kan  fx. bruge en klods og et dukketæppe til at “pakke gaver ind og ud” – mange gange, igen og igen – mens det fortæller, at “Det er jul nu”.

Barnet ved godt, at det leger med en klods og et tæppe og kan i næste øjeblik bruge tingene som det, de objektivt set er. Men samtidig lægger barnet en subjektiv mening ind i de to ting i arbejdet med at danne sig selv: at overskride det, der er og det, barnet kan.

For at fange den subjektive mening, barnet lægger i de to genstande i denne sammenhæng, skal den voksne være opmærksom – over tid –  og have et godt kendskab til barnet.

Og det bringer mig frem til den sidste pointe i denne blogpost.

 

Pædagogikkens rolle og pædagogen som Legesupervisor

Hvis pointen, om at barnet danner sig selv vha. aktiviteter og genstande, som er meningsfulde for det, holder vand… Hvor og hvordan kan pædagogen så spille en rolle i barnets dannelse?

Her kommer Pernille på banen med en rolle til den voksne som “legesupervisor”.

Som legesupervisor er det vigtig, at dine inspark til legen lægger sig i forlængelse af det, som børnene leger og den subjektive mening, de lægger i den.
Til det har du brug for et indgående kendskab til børnene: deres ophav, betingelser og interesser.

Dine input skal have det formål at støtte og hjælpe til videreudvikling af børnenes leg– befordrende for den mening og det formål, som børnene lægger i legen – og ikke henimod en voksen dagsorden om  fx at udvide barnets kendskab til et eller andet fænomen eller barnets bogstavforståelse.

“En supervisor sætter sig ind i det, der foregår, før hun superviserer. Hun lytter, fortolker med, og undersøger , hvad der er på færde.”

 

Legesupervisor på børnenes præmisser

Børnene kan altså godt have brug for/ profitere af den voksnes deltagelse i eller indspark til deres leg.

Som legesuperviser er det imidlertid vigtigt, at udvise stor respekt, ydmyghed og opmærksomhed, når jeg ønsker at bistå børnene i deres dannelsesproces gennem legen.

Hvis det skal lykkes, må dagsordenen nødvendigvis være børnenes. Ellers finder de ikke den subjektive mening, som er så afgørende for, at barnet kan overskride sig selv og den kultur, som det er i – og dermed dannes.

Som sagt: et spændende og tankevækkende oplæg. Jeg er slet ikke færdig med at reflektere over det.

Hvis jeg ender ud i, at:  ja, det her giver mening for mig! Så er jeg vel blevet mere dannet?

De allerbedste hilsner fra Dorte

 

 

 

,

Får mit barn mad nok?

billede af pige med mad

Mit barn er kræsent

Et emne, som rigtigt tit har været på dagsordenen i mit arbejdsliv som pædagog og som pædagogisk konsulent, er: BØRN OG MAD!

Jeg har talt med rigtig mange forældre, som mente, at deres barn burde spise mere – eller som oplevede, at deres barn var ”kræsent”.

Bemærkninger som,” Han vil kun spise pastaskruer med ketchup” eller ”Det eneste kød, mit barn vil sætte tænderne i, er fiskefrikadeller”, går igen.

 

Giv os et ”quick fix”

For rigtig mange forældre er deres barns indtag af  mad– eller mangel på samme – noget af det mest frustrerende og bekymrende, og de håber sådan på, at jeg kan give dem et ”quick fix” på problemet.

Men der er desværre ikke altid noget quick fix.

 

Bag enhver klage er der et ønske

Når barnet siger nej til mad, er det nemlig ofte for at fortæller os om noget andet, som det ønsker sig at få/opnå – som det har brug for for at trives og udvikle sig.

Det er ikke altid så enkelt at gennemskue, hvad dette er, men før vi kender budskabet bag barnets adfærd, kan vi ikke reagere hensigtsmæssigt på den.

Det betyder dog ikke, at jeg ikke straks kan give ”et godt råd”. For en ting er generelt gældende i forhold til denne problematik, og det er:

TAG DEN MED RO! Med mindre dit barn virker slapt/træt og uinteresseret og/eller er decideret mager!

Børn dør ikke af sult i Danmark.

 

At finde sin indre detektiv

Imens du tager den med ro, skal du i gang med lidt detektivarbejde.

Der kan nemlig være rigtig mange grunde til, at dit barn lægger kniv og gaffel fra sig, og nogle af dem har so sagt slet ikke noget med maden og dens smag at gøre.

Det lille barn er overordnet set den magtesløse i relationen til sine voksne.

Men barnet får hurtigt nogle erfaringer med, hvad der med stor sandsynlighed fanger dets forældres opmærksomhed – fordi barnet lige præcis på det område har magten.

Og et af disse områder er maden. Vi kan lave den, servere den og presse på med den. Men i den sidste ende er det barnet, som bestemmer, hvad det vil putte/ha puttet i munden.

Så maden kan være et redskab for barnet til at fortælle os noget, og vi har så den spændende opgave at finde ud af, hvad det er, barnet har på hjertet.

 

Observation, refleksion, handling

Her kan du med fordel bruge strukturen fra TRIVSELSPILEN, ( som er et refleksions og –  handleværktøj, jeg har udviklet):

  • Observer:
    • Kik på dit barn og dets generelle velbefindende og aktivitetsniveau
    • Kik på dit barns omgivelser/miljø – herunder søskende, dagtilbud, dig selv, din partner….jeres måltider.
    • Kik på barnets adfærd og samspil i forskellige omgivelser/i forskellige situationer med forskellige mennesker
  • Reflekter
    • Hvad – i mit barns velbefindende og adfærd i øvrigt – kan give mig ledetråde til, hvad han/hun fortæller mig om sin trivsel, når han/hun ikke vil spise?
    • Hvad – i omgivelserne og de livsvilkår, som mit barn har lige nu – giver mig ledetråde til, hvad der ligger bag et nej tak til mad?
  • Handl
    • På baggrund af mine (og evt. barnets anden forælders/andre nære voksnes) observationer og refleksioner tænker vi, at hun måske fortæller os: fx
      • at hun er mest sulten om morgenen
      • At hun er for træt til aftensmadstid
      • At hun keder sig under måltidet, fordi vi taler med hinanden
      • At hun er anspændt fordi vi er så obs. På, hvad og hvor meget hun spiser
      • At hun oplever konkrete udfordringer i sit liv, som hun har brug for hjælp til
    • Derfor vil vi nu: fx
      • Lægge fokus på, at hun får god og sund mad om morgenen – og så være lidt ligeglade med, hvad hun spiser til aftensmad
      • Spise aftensmad en time tidligere
      • Give hende opmærksomhed ift. det, som hun er optaget af og ikke ift. hende tallerken
      • Vi agerer i forhold til de aktuelle udfordringer
  • Følg op/evaluer
    • Vi gør det fx de næste 2 uger og taler så sammen/reflekterer over det igen

 

Få min hjælp

Held og lykke med at ”knække madkoden”, og husk at hvis det bliver for svært, vil jeg meget gerne hjælpe.

Ring til mig på telefon 93700716

Eller skriv til dorte@dsveistrup.dk

Få en gratis telefonsparring og tilmeld dig samtidig mit nyhedsbrev på www.dsveistrup.dk

De allerbedste hilsner fra Dorte