Velkommen til min blog!

Læs med, når jeg “lægger hovedet på bloggen” med viden, meninger og oplevelser om veje til trivsel, udvikling og læring for børn og voksne.

De allerbedste hilsner fra Dorte Sveistrup

, ,

Fra kræsen til madmodig

Sammen er vi klogere

Helle Guldmann fra Helle Guldmann Professionel Kostvejleder  og jeg er begge  optaget af børn i vores virksomheder.
Vi har flere gange snakket om det der med børn og mad. Hvad kan det være udtryk for, når barnet siger nej tak til maden? Hvad betyder det for os som voksne? og hvordan kan man de nære voksne støtte deres pode til at være madmodig – ud fra vores to forskellige indgangsvinkler: den kostfaglige og den pædagogiske.

Disse snakke resulterede for nogle uger siden i, at vi sammen holdt foredraget: ”Sådan bliver dit barn madmodigt”.
På den måde kunne vi i fællesskab tilbyde deltagerne en bredere indgang til de komplekse faktorer, som kan være i spil, når der opstår udfordringer omkring børnenes madindtag – eller mangel på samme.

På sin blog har Helle lavet en lille smagsprøve på sin vinkel ind i foredragets emne, som hun gerne vil dele med dig. Du finder Helles blogpost her.

OG hvis du ikke allerede har læst min smagsprøve fra foredraget her på bloggen, kan du  finde den her

Rigtig god læselyst!

 

En gave til dig

Er stemningen omkring maden anspændt  hjemme hos jer? Jeg kan hjælpe.

Få fx min gave på en telefonsparring her. Sammen kan vi få skabt klarhed over udfordringer og muligheder hen imod en hverdag med endnu mere madmodig hverdagstrivsel for dig og dit barn.

Du tilmelder dig samtidig mit Nyhedsbrev, som udkommer ca. 10 gange om året.

Det næste udkommer allerede i morgen og omhandler ligeledes emnet om børn og mad.

SÅ  TILMELD DIG NU, hvis du vil ha det med 🙂

 

De allerbedste hilsner fra Dorte

 

 

 

, ,

Børns leg og dannelse – det nye sort!

børn der leger i sandkasse

En opdatering på gamle begreber

Børns leg og dannelse er det nye sort i den politiske diskurs  i lovgivning og læreplan.

Som overskriften antyder, er begreberne ikke nye og ukendte.

Men betydningen af begreber kan jo udvikle eller ligefrem ændre sig, sættes ind i andre sammenhænge og betragtes fra andre perspektiver.

Så i sidste uge drog jeg til Silkeborg på kursus for at få en opdatering på begreberene anno 2018.

Denne opdatering stod lektor og forsker Pernille Hviid og sociolog Charlotte Brønsted for.

Det var en spændende dag, som jeg stadigvæk reflekterer over. Her får du foreløbig 3 pointer fra formiddagens oplæg med Pernille Hviid:

 

Dannelse er/er ikke:

Når vi taler om dannelse, skal vi ifølge Pernille først og fremmest være opmærksomme på at få skilt begrebet dannelse og dannethed ad.

“Dannethed”  definerer hun som et normativt og ”småborgerligt” begreb, som omhandler at kunne spille klaver, kende den klassiske musik og have skønlitteratur på boghylderne.

“Dannelse” er i Pernille Hviids optik noget helt andet, bredere og sværere at definere.

Men hvor dannethed fokuserer på forskellige funktioner – færdigheder, kompetencer, handler dannelse om hele personen.
Personen selv er involveret i sin dannelse. Man kan ikke danne et andet menneske – i forståelsen at du gør noget ved/ændrer mennesket. Et menneske danner sig selv ved at overskride sig selv og den kultur, som det er i.

 

Dannelse før og dannelse nu:

Før: barnet kom ”tom” ind i verden og gradvist dannedes det ved at overskride sig selv “opad” mod noget – noget alment, der er større – fx  kristenheden.
Mennesket dannedes altså ind i det stadig større og almene – henimod noget, som var givet og fastlagt. Både målet og dannelsesprocessen blev fastlagt og styret af de voksne i barnets liv.

Nu: Barnet opfattes som kompetent og intentionelt fra fødslen, og med aftraditionalisering og globalisering er der ikke længere et fastlagt fælles mål for dannelsen.
Mennesket har friheden til (og ansvaret for)  selv at vælge, hvad i sig selv det vil overskride – og imod hvilket mål. “Ikke for at ende som en dannet kristen person, men for at blive en interessant personlighed”.

Så: dannelse i dag handler om “selvdannelse”. Individet vælger selv at danne sig i den retning, som giver mening for ham/hende.

 

Dannelse og leg spiller sammen

Hvis vi inddrager denne pointe i relation til små børn og deres opvækst. Hvor kommer legen så ind i billedet? hænger de to begreber sammen, og hvordan?

Pædagoger har altid lagt vægt på legen som en vigtig ingrediens i et godt og udviklende børneliv

Da jeg var udøvende pædagog fra sidst i 80’erne til midt i 00’erne talte vi om den frie leg nærmest som en helligdom.
Begrebet Fri Leg var på dagsordenen som leg, der var fri for voksnes øjne og indblanding – i opfattelsen af, at hvis børnene bare fik lov til at lege i fred, ville deres leg blive god, passende, udviklende og lærerig for dem, som deltog i den konkrete leg.
Legen var værdifuld i sig selv – ladt alene af voksnes utidige tilstedeværelse og indblanding.

Men med det fokus, som der sidenhen kom på, at børn skulle lære noget i dagtilbuddet –  som i noget bestemt og med henblik på senere skolegang og uddannelse –  skiftede legen betydning.

Nu var den ikke vigtig i sig selv – eller uforstyrret.
Legen var stadigvæk vigtig, men som et redskab til læring. Og de voksne var nu velkomne – ja nødvendige.
De skulle overse og planlægge legen, sådan at der blev leget på den rette måde og med de rette omdrejningspunkter mhp. at udvikle forståelsen for fx læseretning, bogstaver, tal, størrelsesforhold med mere.

Vi er med andre ord blevet så optaget af en funktionstænkning og – opsplitning, at der ikke levnes meget rum til, at barnet kan selvdanne sig i legen. Dannelse foregår jo kun, hvis individet –  her barnet – selv ønsker det/kan  finde mening i det, der foregår.

 

Hvordan bruger barnet legen?

Når det lille barn leger, bruger det ting fra den virkelige verden som redskaber til at fastholde ideen om noget, som kun er i fantasien.
Det lille barn kan kun tænke konkret – kan kun forholde sig til genstande, som helt konkret er til stede. Men ved at lege det, som Pernille Hviid kalder “som om – leg”, bruger barnet tilstedeværende ting til at lege fx jul. Barnet kan  fx. bruge en klods og et dukketæppe til at “pakke gaver ind og ud” – mange gange, igen og igen – mens det fortæller, at “Det er jul nu”.

Barnet ved godt, at det leger med en klods og et tæppe og kan i næste øjeblik bruge tingene som det, de objektivt set er. Men samtidig lægger barnet en subjektiv mening ind i de to ting i arbejdet med at danne sig selv: at overskride det, der er og det, barnet kan.

For at fange den subjektive mening, barnet lægger i de to genstande i denne sammenhæng, skal den voksne være opmærksom – over tid –  og have et godt kendskab til barnet.

Og det bringer mig frem til den sidste pointe i denne blogpost.

 

Pædagogikkens rolle og pædagogen som Legesupervisor

Hvis pointen, om at barnet danner sig selv vha. aktiviteter og genstande, som er meningsfulde for det, holder vand… Hvor og hvordan kan pædagogen så spille en rolle i barnets dannelse?

Her kommer Pernille på banen med en rolle til den voksne som “legesupervisor”.

Som legesupervisor er det vigtig, at dine inspark til legen lægger sig i forlængelse af det, som børnene leger og den subjektive mening, de lægger i den.
Til det har du brug for et indgående kendskab til børnene: deres ophav, betingelser og interesser.

Dine input skal have det formål at støtte og hjælpe til videreudvikling af børnenes leg– befordrende for den mening og det formål, som børnene lægger i legen – og ikke henimod en voksen dagsorden om  fx at udvide barnets kendskab til et eller andet fænomen eller barnets bogstavforståelse.

“En supervisor sætter sig ind i det, der foregår, før hun superviserer. Hun lytter, fortolker med, og undersøger , hvad der er på færde.”

 

Legesupervisor på børnenes præmisser

Børnene kan altså godt have brug for/ profitere af den voksnes deltagelse i eller indspark til deres leg.

Som legesuperviser er det imidlertid vigtigt, at udvise stor respekt, ydmyghed og opmærksomhed, når jeg ønsker at bistå børnene i deres dannelsesproces gennem legen.

Hvis det skal lykkes, må dagsordenen nødvendigvis være børnenes. Ellers finder de ikke den subjektive mening, som er så afgørende for, at barnet kan overskride sig selv og den kultur, som det er i – og dermed dannes.

Som sagt: et spændende og tankevækkende oplæg. Jeg er slet ikke færdig med at reflektere over det.

Hvis jeg ender ud i, at:  ja, det her giver mening for mig! Så er jeg vel blevet mere dannet?

De allerbedste hilsner fra Dorte

 

 

 

,

Får mit barn mad nok?

billede af pige med mad

Mit barn er kræsent

Et emne, som rigtigt tit har været på dagsordenen i mit arbejdsliv som pædagog og som pædagogisk konsulent, er: BØRN OG MAD!

Jeg har talt med rigtig mange forældre, som mente, at deres barn burde spise mere – eller som oplevede, at deres barn var ”kræsent”.

Bemærkninger som,” Han vil kun spise pastaskruer med ketchup” eller ”Det eneste kød, mit barn vil sætte tænderne i, er fiskefrikadeller”, går igen.

 

Giv os et ”quick fix”

For rigtig mange forældre er deres barns indtag af  mad– eller mangel på samme – noget af det mest frustrerende og bekymrende, og de håber sådan på, at jeg kan give dem et ”quick fix” på problemet.

Men der er desværre ikke altid noget quick fix.

 

Bag enhver klage er der et ønske

Når barnet siger nej til mad, er det nemlig ofte for at fortæller os om noget andet, som det ønsker sig at få/opnå – som det har brug for for at trives og udvikle sig.

Det er ikke altid så enkelt at gennemskue, hvad dette er, men før vi kender budskabet bag barnets adfærd, kan vi ikke reagere hensigtsmæssigt på den.

Det betyder dog ikke, at jeg ikke straks kan give ”et godt råd”. For en ting er generelt gældende i forhold til denne problematik, og det er:

TAG DEN MED RO! Med mindre dit barn virker slapt/træt og uinteresseret og/eller er decideret mager!

Børn dør ikke af sult i Danmark.

 

At finde sin indre detektiv

Imens du tager den med ro, skal du i gang med lidt detektivarbejde.

Der kan nemlig være rigtig mange grunde til, at dit barn lægger kniv og gaffel fra sig, og nogle af dem har so sagt slet ikke noget med maden og dens smag at gøre.

Det lille barn er overordnet set den magtesløse i relationen til sine voksne.

Men barnet får hurtigt nogle erfaringer med, hvad der med stor sandsynlighed fanger dets forældres opmærksomhed – fordi barnet lige præcis på det område har magten.

Og et af disse områder er maden. Vi kan lave den, servere den og presse på med den. Men i den sidste ende er det barnet, som bestemmer, hvad det vil putte/ha puttet i munden.

Så maden kan være et redskab for barnet til at fortælle os noget, og vi har så den spændende opgave at finde ud af, hvad det er, barnet har på hjertet.

 

Observation, refleksion, handling

Her kan du med fordel bruge strukturen fra TRIVSELSPILEN, ( som er et refleksions og –  handleværktøj, jeg har udviklet):

  • Observer:
    • Kik på dit barn og dets generelle velbefindende og aktivitetsniveau
    • Kik på dit barns omgivelser/miljø – herunder søskende, dagtilbud, dig selv, din partner….jeres måltider.
    • Kik på barnets adfærd og samspil i forskellige omgivelser/i forskellige situationer med forskellige mennesker
  • Reflekter
    • Hvad – i mit barns velbefindende og adfærd i øvrigt – kan give mig ledetråde til, hvad han/hun fortæller mig om sin trivsel, når han/hun ikke vil spise?
    • Hvad – i omgivelserne og de livsvilkår, som mit barn har lige nu – giver mig ledetråde til, hvad der ligger bag et nej tak til mad?
  • Handl
    • På baggrund af mine (og evt. barnets anden forælders/andre nære voksnes) observationer og refleksioner tænker vi, at hun måske fortæller os: fx
      • at hun er mest sulten om morgenen
      • At hun er for træt til aftensmadstid
      • At hun keder sig under måltidet, fordi vi taler med hinanden
      • At hun er anspændt fordi vi er så obs. På, hvad og hvor meget hun spiser
      • At hun oplever konkrete udfordringer i sit liv, som hun har brug for hjælp til
    • Derfor vil vi nu: fx
      • Lægge fokus på, at hun får god og sund mad om morgenen – og så være lidt ligeglade med, hvad hun spiser til aftensmad
      • Spise aftensmad en time tidligere
      • Give hende opmærksomhed ift. det, som hun er optaget af og ikke ift. hende tallerken
      • Vi agerer i forhold til de aktuelle udfordringer
  • Følg op/evaluer
    • Vi gør det fx de næste 2 uger og taler så sammen/reflekterer over det igen

 

Få min hjælp

Held og lykke med at ”knække madkoden”, og husk at hvis det bliver for svært, vil jeg meget gerne hjælpe.

Ring til mig på telefon 93700716

Eller skriv til dorte@dsveistrup.dk

Få en gratis telefonsparring og tilmeld dig samtidig mit nyhedsbrev på www.dsveistrup.dk

De allerbedste hilsner fra Dorte

, ,

Preacher, Practice what you preach

Faglig cafe for dagplejre

Forskellige kunder – samme emne

Det sker tit, at jeg i perioder beskæftiger mig med de samme emner hos forskellige kunder.

Det gør på mange måder arbejdet nemmere, fordi jeg ikke skal begynde fra scratch, i hvert nyt oplæg.

Min hjerne er ligesom varmet op på et bestemt emne, min viden ligger der for oven i hjernekisten, og det ene job er med til at kvalificere det næste så at sige – fordi de enkelte kunder bringer ny dybde og nye eksempler ind i det, jeg leverer.

MEN der er også en vis risiko ved det.
OG det blev tydeligt i sidste uge, hvor var jeg ude i en institution med et oplæg.

Det var nemlig et oplæg, som jeg har holdt flere andre steder for nylig, og i de andre tilfælde skete der det, at deltagerne blev meget optaget af en konkret slide.

Den ramte åbenbart lige ind i nogle fokusområder, som gav mening for dem, der hvor de lige nu havde udfordringer.

SÅ da jeg skulle forberede mig til oplægget i sidste uge, tænkte jeg, at jeg da hellere måtte give denne slide lidt ekstra tid, opmærksomhed og omhu – og jeg inddrog dialogen med de forrige kunder i mine overvejelser vedrørende emnerne på sliden og afsatte god til den.

 

 Big mistake, big … HUGE!

Julia Roberts ikoniske bemærkning til den arrogante modeshops ekspedient i filmen Pretty Woman ryger gennem min hjerne.

For medarbejderne i den her institution, var et helt andet sted – og jeg kunne snart mærke en begyndende mangel på opmærksomhed og .. tålmodighed.

Heldigvis var vores relation god nok til, at lederen efter nogle minutter sagde til mig:

”Hmmm, jeg føler faktisk, at vi som dagtilbud er forbi alt det der – så måske er det her lidt tidsspilde – sådan set i forhold til sidst, hvor det var så spændende.”

Hjææælp! Jeg havde begået den fejl, selv at gøre det, som jeg faktisk i dette konkrete oplæg underviser i, at vi aldrig må gøre: at generalisere… børnene, forældrene, pædagogerne, … kunderne!

Hvad havde jeg tænkt på?

Og mit yndlingsordsprog er ellers: Preacher, practise what you preach…

 

Ja, hvad havde jeg gjort?

Jeg havde reflekteret over, hvad andre pædagoger havde fokuseret på vedrørende dette emne– og ud fra det, havde jeg lavet den generalisering, at medarbejderne i alle dagtilbud lige nu er særligt optaget af de emner, som var med på netop den slide.

i den bedste mening, og med henblik på at møde deltagernes behov…

Men det var jo de forrige deltageres behov!

Heldigvis havde jeg også gjort noget andet:

  • Sat mig godt ind i emnet, så jeg havde et videnslager at trække på
  • Øvet mig i Anette Prehns hjælpende guidelines, når man skal præstere: ”Bliv ved med at trække vejret, tænk dig om,  og stol på, at din hjerne nok skal finde det rigtige frem.”
  • På forhånd “sat scenen” for oplægget og der bekendtgjort, at jeg havde lavet nogle slides, men at disse slides ikke skulle styre, hvad vi skulle tale om hvor længe – det skulle deltagernes interesse og engagement.

Så jeg trak vejret dybt, og

  • spurgte lidt ind til, hvad lederen mente med den bemærkning
  • vendte et par af pointerne fra de famøse slides til spørgsmål ind i deltagernes hverdag, pædagogik og praksis
  • skippede en stor del af det forberedte indhold, og –
  • gik videre til næste punkt i oplægget.

 

Preacher, practice what you preach

Nu sidder jeg så og spekulerer lidt på, om jeg lykkedes med at ”komme ind i kampen igen”.

Jeg håber og tror det.

Og så må jeg jo practice hvad jeg OGSÅ preacher: at spørge deltagerne om det, når vi ses igen senere i denne uge.

For kun ved at spørge, kan vi sikre, at vi kommunikerer på samme kanal, som vores kommunikationspartnere: forældre, børn, samarbejdspartnere, kæreste, kunder….

 

Du kan få min hjælp

Skal jeg hjælpe DIG med at ”tjekke eller skifte sende – og modtagekanal” i din kommunikation med forældre, børn, kolleger?

Ring på 9370 076 eller skriv til mig på dorte@dsveistrup.dk

Eller få en gratis telefonsparring samt adgang til mit Nyhe4dsbrev på www.dsveistrup.dk

 

De allerbedste hilsner fra Dorte

Karakterer – vejen til social mobilitet?

Karakterer til debat på morgenkvisten

Mange morgener indtager jeg min morgenmad foran TV, hvor jeg ser Go’ morgen Danmark på TV2.

Og ikke så sjældent sker det, at de debatterede emner, inspirerer mig til en blogpost eller et Facebookopslag.

Det skete også i dag, hvor undervisningsminister Merete Riisager var i studiet for at debattere brugen af karakterer i gymnasiet.

 

Hvad handler det egentlig om?

Normalt beskæftiger jeg mig jo med noget yngre børn end gymnasieelever.

Men jeg har en søn, som lige er begyndt i 2.g på HTX.

– Og så handler denne  debat også om andet og andre end gymnasieeleverne. Den handler for mig at se om vores menneske- og samfundssyn.

Hvordan ser vi mennesket, hvordan ser vi vores samfund? og hvad er det for nogle voksne, vi gerne vil se vores børn og unge vokse op til at blive?

 

Lighed i chancer som argument for karakterer

Brugen af karakterer kan der jo være mange meninger om –  og det er slet ikke så enkelt endda, tænker jeg.

Det, der er mit ærinde i dag, er imidlertid, at undervisningsministeren flere gange i løbet af morgenens debat argumenterede for brugen af karakterer, fordi det er det mest retfærdige overfor børn og unge fra såkaldt ”uddannelsesfremmede hjem”.

Hun gjorde altså brugen af karakterer til et spørgsmål om retfærdighed, om at modvirke chanceulighed og fremme social mobilitet.

 

Grund til bekymring

Den vinkel kan jeg  slet ikke følge, og det bekymrer mig, at vores undervisningsminister kommer med denne påstand uimodsagt flere gange i en debat – som om den er et indiskutabelt faktum.

Så nu vil jeg driste mig til at modsige hende på dette punkt.

Man kan ikke beskæftige sig ret meget med læring, undervisning, og lighed for alle uden at opdage, at vi endnu slet ikke har knækket koden for, hvordan vi øger den sociale mobilitet på dette område.

Ganske vist ser man, at kurven for, hvor mange unge der tager en uddannelse, er stigende. Men desværre ser det ud til,  at det øgede antal unge i uddannelse hovedsageligt stammer fra det, man så kunne kalde ”uddannelseshjemmevante” familier.

Så karakterer er tydeligvis ikke svaret på problematikken om at støtte og møde børn og unge fra familier, hvor man ikke har tradition for uddannelse – og give dem lige uddannelsesvilkår med deres kammerater fra familier, med tradition for uddannelse.

 

Behov for individuel og nuanceret evaluering

Faktisk vil jeg godt argumentere for, at børn og unge fra uddannelsesfremmede hjem i den grad kan have behov for at blive mødt med individuel og helhedspæget evaluering, bedømmelse og vejledning.

For de har jo et ganske andet udgangspunkt end deres kammerater med uddannede forældre.

 

Et uddannelsessystem gearet til de uddannelsesshjemmevante?

Et udgangspunkt, som uddannelsessystemet ikke tager højde for eller adresserer i mødet og samspillet med de unge. I hvert fald ifølge det perspektiv, som fx den franske sociolog Pierre Bourdieu anlægger på debatten om social mobilitet vedrørende uddannelse.

Løst fortolket kan hans teori om det etablerede uddannelsessystem forklare vores besværligheder med at skabe lighed i uddannelsesmuligheder med:

  • at uddannelsesinstitutioner og ”uddannelseshjemmevante” familier spiller sammen i en gensidigt og implicit forventningsafstemning vha. nogle helt bestemte strukturer, logikker og sprogspil (Det kan FX handle om strategier og foki i forhold til at opnå de så eftertragtede 12-taller).
  • AT uddannelsessystemet er indrettet på en måde, så det genkender og belønner en bestemt adfærd hos de studerende – og deres forældre.
  • En adfærd som de uddannelseshjemmevante så at sige har fået ind med modermælken, og som de bakkes op i fra forældrenes side: fx gennem forældrenes erfaringer med at søge faglig viden, strategier for at indgå i dette system samt ressourcer og opbakning til at leve op til såvel eksplicitte som implicitte krav.

 

En uheldig (dis-)kurs

Men ikke nok med at denne indretning af uddannelsessystemet er implicit.

Hvad sker der, hvis vi bare accepterer de argumenter, som Merete Riisager i morges gjorde brug af i Go’ morgen Danmark?

Så bliver muligheden for, at vores uddannelsessystem dybets set er indrettet til dem, der “kender gamet”, sløret og underkendt.
Vi får et billede af, at i Danmark har alle lige muligheder for at uddanne sig – og det netop via brugen af karakterer…

Så! Jeg siger ikke, at bedømmelse og evaluering af børn og unge vha karakterer kun er dårligt (i hvert fald ikke i dag 😉).

Men jeg siger, at argumentet om, at netop karakterer skaber retfærdighed for børn og unge fra uddannelsesfremmede hjem – det holder simpelt hen ikke.

OG hvis vi sluger den diskurs til morgenmad uden rigtigt at smage på den, så kan vi gå hen og skabe det modsatte af lige muligheder for uddannelse!

Så lad os lige tygge lidt på den hen over weekenden …

 

De allerbedste hilsner fra Dorte

, ,

En ny hverdag i Børnehaven Guldsmeden

billede af børn

August i Børnehaven Guldsmeden

For nogle år siden kom jeg som pædagogisk konsulent i Børnehaven Guldsmeden  – en lille institution med 20 børn.

På et møde midt i august gav medarbejderene udtryk for stor frustration over børnegruppens adfærd efter sommerferieperioden.

Det var som om, at alle havde glemt alt om alting, og de ellers så selvhjulpne børn, som havde fulgt børnehavens leveregler og rutiner ubesværet i foråret, tumlede nu forvirrede rundt imellem hinanden ”med hovedet under armen”.

Flere faktorer i spil

I løbet af samtalen kom vi frem til, at børnenes adfærd hang sammen med flere faktorer – i kombination med hinanden:

  • Alle børn og voksne havde været væk fra gruppen –  på skift – og skulle lige have privat- og børnehaveliv til at spille sammen igen, nu hvor det igen var hverdag
  • 6 kulturbærende børn havde forladt institutionen for at starte i skole
  • 8 ”midterbørn”, som indtil nu havde brugt de 6 ældste børn som forbilleder, skulle redefinere deres rolle i gruppen
  • 4 børn var dels nye i gruppen og dels unge: så de havde ikke glemt noget. De vidste ikke noget. Og formidling til en 3-årig er altså anderledes end til en 6-årig
  • Med 4 nye børn fulgte 4 nye forældrepar –  som også skulle have opmærksomhed og vejledning.

Hvad lærte personalet – og hvad kan vi lære af dem?

Det, som medarbejderne i Guldsmeden fik en skærpet opmærksomhed på, var:

  • At børnegruppen i et dagtilbud IKKE er statisk – en enkelt udskiftning kan have stor indflydelse på gruppedynamikken og dermed, hvordan gruppens hverdag bliver
  • At vi derfor heller aldrig bliver færdige med at omrokere på dagsrytme, aktiviteter, grupperinger, indretning med videre.

De aktiviteter og forventninger, som gav rigtig god mening for Guldsmedens børn i maj (med en stor gruppe af ”gamle” børn, som havde gennemlevet i hvert fald et år i institutionen) gav frustration, forvirring med mere i august, hvor 6 af ”frontløberne” forsvandt.

  • At det derfor er en super god idé at se på den kommende kombination af børn før sommerferien, bruge august til at være iagttagende og guidende vedrørende samspil og grupperinger – og SÅ tilrettelægge aktiviteter og rutiner for efteråret ud fra den viden og indsigt, som opnås derved.

Du kan selvfølgelig ikke nå at se på noget før sommerferien i år😊

Men derfor er alt ikke tabt!

Sådan gjorde de i Guldsmeden

Det, som personalet i Guldsmeden gjorde,  – og som du også kan gøre  – er:

De ryddede dagsordenen for august måneds personalemøde og reserverede det til at se på, hvordan børnegruppen så ud NU  – og til at regulere institutionens aktiviteter og rutiner i forhold til den nye gruppedynamik i huset.

Denne øvelse resulterede i følgende beslutninger:

  • De fire nye treårige og de mest ”urutinerede” børn i mellemgruppen var hver dag sammen med 2 faste voksne fra 9 til 12.
    I det tidsrum var aktiviteterne for denne gruppe tilrettelagt sådan, at de kunne øve sig i at gå i børnehave  –i børnehaven.
    Der blev lagt vægt på, at børnene kom til at kende de voksne, hinanden og deres institution og vidste, hvilke muligheder og begrænsninger den gav dem.
    Her kunne de deltagende midterbørn få oplevelsen af at være ”de store” i kraft af, at de kendte til huset – samtidig med at de fik en repetition af det hele.
    De nye børn fik tid og rum til at se, opleve og finde sig til rette i deres nye element – som gerne skulle fungere som en tryg base for dem de næste tre år.
  • De ældste fra mellemgruppen og de ældste i børnehaven foretog sig andre – mere udadrettede – aktiviteter i dette tidsrum.
    Børnene blev i høj grad inddraget, når der skulle planlægges aktiviteter, og der blev brugt ressourcer på, hvordan man gør sig klar til at komme på tur, hvordan man agerer, mens man er afsted og på at reflektere over og bruge oplevelserne efterfølgende.
  • I morgen- og eftermiddagstimerne blev der dagligt udnævnt en medarbejder, som ikke var fordybet i aktiviteter med børnene, til at være tilgængelig for forældrene – med en særlig opmærksomhed på de nye.

Hvad gør du?

Måske er det nogle helt andre ting, som du/I skal fokusere på i dit dagtilbud.

Det vigtigste budskab er, at du – gerne i god tid – laver nogle strukturerede iagttagelser og refleksioner vedrørende den kommende/aktuelle børnegruppes behov.

Så du sikrer dig, at det, som børnene deltager i, giver mening i forhold til at skabe en hverdag med trivsel og udvikling for dem.


OG: Det er aldrig for sent!
Fik du ikke gjort det ”i god tid”, så gør det NU!
Læg mærke til resultatet og brug dine erfaringer om 3 mdr., hvor du med fordel kan lave øvelsen igen 😊

Rigtig god og trivselsfyldt sensommer!

De allerbedste hilsner fra Dorte

Når perfekt ikke er godt nok

Perfektion er stagnation

Åh nej, hvad er det for noget rod, jeg har udgivet?!

Det var min reaktion i aftes, da jeg var ved at lægge sidste hånd på juni måneds Nyhedsbrev.

Nyhedsbrevet skulle spille sammen med min seneste blogpost: om Ole, hans voksne og hans taske…og tre ingredienser til gensidig forståelse i forældresamarbejdet…

Da jeg testede linket fra Nyhedsbrevet til blogposten, løb jeg lige plogpostens tekst igennem.

Og det var så der, mit udråb kom…

For noget af teksten gav slet ingen mening!

Jeg var kommet til at bytte om på rækkefølgen, da jeg –  i punktform –  beskrev de tre ingredienser til bedre forståelse.

Og da det 1. punkt skulle lægge op til det 2. – og det 2. til det 3., er det klart, at det måtte være ret forvirrende at læse – endsige forstå, når punkterne ikke stod i den rigtige rækkefølge.

 

Kender du det?

At tjekke igen og igen – og så lige en gang mere…eller to. Fordi det opleves SÅ vigtigt at aflevere/vise/udgive det perfekte resultat.
Og så opdager du ALLIGEVEL, at du har lavet en fejl….eller flere!

Jeg var SÅ ærgerlig….og vekslede imellem trangen til straks at rette og slette mine fejl (klokken 22.45) og den opgivende tanke, at det kunne nok være lige meget.

Når du først havde mødt EN rodet tekst fra min hånd, var du nok “over alle bjerge” nu –  i retning mod en andens perfekte og velformulerede tekst derude i cyberspace.

Reddet af “Hjernemadsen”

Men så var det, at Peter Lund Madsen  (også kaldet Hjernemadsen) reddede mig fra total selvhad 🙂

Tidligere på aftenen så jeg nemlig den sidste bid af et interview med ham i Aftenshowet.
Han og journalisten talte om den trang, mange af os har til at være –  eller i hvert fald  fremstå som –  perfekte.

Som sagt så jeg kun den sidste bid af interviewet, men der nåede Peter Madsen til gengæld at sige hele 2 to ting, som gav total mening for mig, og dermed reddede min selvrespekt. For denne gang 😉

  • At hjernen har så meget at lave og holde styr på, at det er indelysende, at der hele tiden må ske “fejl”
  • Og at man skulle spørge sig selv, hvilke årsager der ligger til grund for ens valg af venner. Havde man valgt en eneste af sine venner, fordi vedkommende var perfekt?

Nej vel? Sød, sjov, klog, kærlig, opfindsom, ….men ikke perfekt!

Farvel til perfekt

Så jeg gav mit perfekthedskrævende JEG et spark bagi og gik i seng.

Nu sidder jeg så her på “morgenkvisten” i gang med min anden kop kaffe.

Og jeg har fået rettet min post om Ole, så rækkefølgen af ingredienser spiller sammen og giver mening.

OG jeg har snart skrevet en ny post, som jeg har planer om at udgive efter blot en rask gennemgang af kommaer, tastefej osv. Fordi det er nu, jeg er tændt på at dele det her med dig.

Og jeg får LIDT hjertebanken bare ved at skrive sådan….

Men ærligt talt: hvad er det, vi får ud af ønsket om, at andre ser os som perfekte?

  • Masser af hårdt – og ofte unødvendigt –  arbejde
  • Forspildte chancer for udvikling og læring
  • Fravær af gode og givende samspil

Misforstå mig ikke: Der er jo ABSOLUT intet i vejen med at ville være så god som overhovedet muligt!

Men bestræbelserne på at være perfekt er  – ifølge Hjernemadsen –  i bedste fald nytteløse: det kan simpelthen ikke lade sig gøre.

Og i værste fald er de måske direkte hindrende i forhold til at gøre den bedst mulige indsats: for hvis jeg har fokus på at fremstå perfekt, hvordan kan jeg så bede om hjælp/et andet perspektiv/et godt råd?

Du er ikke alene

Så hvis du går rundt og tænker, at du må være perfekt for at være en god forælder, en god pædagog eller god dagplejer, så husk Hjernemadsens udlægning af sagen!

Vi har alle brug for et andet perspektiv, en ærlig og kærlig hånd vedrørende noget, som er svært, umuligt, udfordrende osv.
Eller et fælles grin over noget, der ikke gik som forventet 😉

Men hvis vi kræver perfekthed af os selv, bliver det måske umuligt at bede om det der andet perspektiv – at tænke det ind som en mulighed og måske endda som et centralt redskab til at blive så god som overhovedet muligt – som mor, far, pædagog, dagplejer, …

Vil DU gerne gøre det bedst muligt, og stoppes du af dine egne krav om perfekthed?

Jeg vil gerne hjælpe – og tro mig: jeg ved ,”hvor du kommer fra” – så jeg kan snildt møde dit udgangspunkt, så vi sammen kan arbejde med, at du “kommer videre derfra” – til et endnu mere frit, afslappet og lærerigt samspil med andre mennesker.

Ha den bedste weekend (også selv om den ikke bliver “helt perfekt” 😉 )

De allerbedste hilsner fra Dorte

 

 

 

 

, ,

3 ingredienser til gensidig forståelse i forældresamarbejdet

Glad dreng

Personalet i Oles institution har stuemøde

De taler om Ole og om hans taske med skiftetøj, som forældrene igen bare har placeret på den øverste hylde i Oles garderobe.

”Hvordan forestiller forældrene sig egentlig, at Ole skal få fat i sine ting, uden at få hele tasken med indhold i hovedet – for ikke at tale om, at han aldrig kan finde sine strømper i den der sidelomme?”

Oles forældre er ikke alene om at anbringe tasken med ekstraudstyr på den der ”over hovedhøjde” øverste hylde på børnenes garderober, og personalet taler om, hvor fortravlede forældre er i dag: at de ikke en gang giver sig tid til at pakke deres børns ting ud på garderoben, så det er nemt for barnet at finde og anvende regntøj, vanter, hue, tørre strømper osv.

Og de taler om, hvad de kan gøre ved denne situation, som både er

  • kontraproduktiv i forhold til børnenes oplevelse af at være selvhjulpne

og

  • tidkrævende for personalet, når de enkelte børn skal have hjælp med at nå op til og finde deres tøj.

Hvordan kan medarbejderne formidle det uhensigtsmæssige i forældrenes adfærd, så forældrene ikke oplever personalet som bedrevidende og med løftede pegefingre, men ser det som omsorg og omtanke for deres barn?

 

3 vigtige ingredienser

  1. Sig hvad du ser, og se hvad der sker 

    Denne gode læresætning har jeg fra min mentor og tidligere kollega, Susanne, og den følger mig i tykt og tyndt.
    Det er jo i bund og grund det eneste, jeg med sikkerhed kan udtale mig om, og ingen kan tage det, jeg ser (hører, oplever) fra mig.
    Ligesom ingen kan tage det, min samtalepartner ser fra ham/hende.
    Med den erkendelse har vi straks et (eller to) udgangspunkt(er) at tale ud fra – og samtidig være gensidigt nysgerrige på.Det bringer mig frem til den anden ingrediens:

  2. Nysgerrighed

    Hvis vi vender tilbage til fortællingen om Ole og hans taske og gør brug af de to ingredienser, kunne personalet henvende sig til Oles forældre og sige:
    1) Vi har lagt mærke til, at I sætter Oles taske med hans udstyr på den øverste hylde i hans garderobe.
    2) Er der en speciel grund til det?Så havde de måske fået følgende at vide:

    Forældrenes hensigt
    Når Oles forældre pakker hans taske til børnehaven, er de omhyggelige med, at der er rigeligt af alt, hvad Ole kan få brug for i løbet af en dag blandt mange andre børn – ude og inde.
    De pakker det hele pænt og ordentligt i en stor taske. Tasken har forskellige lommer, som 2småtingene” sorteres i.
    Denne taske stiller far eller mor på den øverste hylde i Oles garderobe – den over hovedhøjde.
    Så er der plads i ”Olehøjde”, hvis han af den ene eller anden grund skal vente/opholde sig på sin garderobeplads – og tasken er i en bekvem højde for medarbejderne, hvis de skal hjælpe Ole med at finde sine ting.

    Nyt perspektiv på dialogen
    En sådan viden giver et positivt og omsorgsfuldt perspektiv ind i samtalen.
    For der er jo stor forskel på personalets socialt konstruerede sandhed om, at årsagen ligger i forældres travlhed og manglende fokus på de børn, som de har sat i verden og så forældrenes intention om, at Ole skal kunne sidde på sin garderobe, og at personalet ikke skal bukke sig ned, når de skal finde ekstratøj i tasken.

    Samtidig giver forældrenes begrundelse for deres handlinger en super lejlighed til, at personalet kan formidle deres ønsker til taskens placering – og lige så vigtigt den faglige begrundelse herfor.
    Vi er nået frem til den 3. ingrediens

  3. Den faglige kvalitet

    Det, vi skal huske, er, at forældre og pædagogiske medarbejdere hører til i hver deres verdensdel af barnets samlede verden.

    Vi ved kun meget lidt om hinandens verdensdele – og dermed begrundelserne for, at den anden agerer, som han/hun gør –  med mindre begge parter er opmærksomme på at være nysgerrige og meddelsomme herom.

    Her har det pædagogfagligt personale et særligt ansvar.
    Medarbejderne kan ikke forvente, at forældrene kender til de pædagogiske overvejelser, som ligger til grund for dagtilbuddets organisering vedrørende aktiviteter, dagsrytme, fordeling af børn og forældresamarbejde.
    Disse overvejelser hører til fagligheden, og forældrene kan jo have helt andre fagligheder, som fx mekaniker, forfatter, tandlæge, …

Så selv om personalet i Oles børnehave fx har fortalt, at de i deres samvær med børnene stimulerer og støtter op om barnets ”alsidige udvikling”, er det ikke ”logik for pyllerhøns”, at det implicerer en bestemt placering af barnets tøj i garderoben – det er faglig viden og kvalitet.

 

Fælles viden og fælles indsats skaber sammenhæng for barnet

Så! så længe vi holder os til at være ”bedrevidende” om vores egen verdensdel, er det både ok og ønskeligt at formidle denne viden– især i samspil med en positiv nysgerrighed på den anden parts verdensdel.

Ved at bruge de tre ingredienser, skaber vi et godt grundlag for gensidig forståelse og fælles indsats for at skabe sammenhæng mellem de forskellige dele af barnets verden og dermed trivsel, udvikling og læring.

 

De allerbedste hilsner fra Dorte

,

Forældresamarbejde med hjernen som medspiller

forældresamarbejde kan være et puslespil

Forældresamarbejde – et emne i fokus

I kommunerne og blandt politikere er der stort fokus på forældresamarbejde: Det samarbejde, der foregår i større eller mindre grad mellem børns forældre og dagtilbud.

Og hvorfor nu det?

Som pædagog eller dagplejer tænker du måske:  Er det min opgave at beskæftige mig med, hvordan forældrene er forældre?

Og er du ”forælder”, tænker du måske: pædagogerne eller dagplejeren skal ikke blande sig i vores privatliv, det kommer ikke dem ved!

 

At forene barnets to verdener

Det, som forskning på området viser, er imidlertid, at de to ”verdener” i allerhøjeste grad kommer hinanden ved! Og…

  • Jo mere du kan lære om den del af barnets verden, som du ikke er en del af, jo bedre er det for barnet
  • Jo større åbenhed og tillid der er imellem forældre og dagtilbud, jo større er mulighederne for at forstå barnet og sammen arbejde for dets trivsel, udvikling og læring – her og nu og op gennem livet.

Ja helt konkret har undersøgelser vist, at jo bedre samarbejdet er mellem forældre og dagtilbud, jo gladere er barnet for at komme i sit dagtilbud – noget vi alle sammen gerne vil have.

For er der noget bedre for en far eller mor end at forlade sit barn til en ”arbejdsdag” i dagplejen eller institutionen med et glad smil på nethinden og den der mavefornemmelse af, at ens barn er glad, tryg og tilpas?

 

Når samarbejdet bliver svært

Nogle gange kan samarbejdet mellem forældre og professionelle imidlertid bare give udfordringer.

  • I mødet mellem de to parter kan der ske det, at kemien af den ene eller anden grund ikke er verdens bedste – uden at man nødvendigvis kan pege på, hvorfor.
  • Der kan også opstå uenighed undervejs, og en sådan uenighed kan gøre ondt i forældrehjertet af så mange grunde (læs fx min post om Marianne)
  • Eller måske har I som forældre og professionelle vidt forskellige livs- og menneskesyn, som kan gøre det svært at acceptere og forstå hinandens valg…

Alt sammen omstændigheder som kan spænde ben for det gode, åbne og tillidsfulde samarbejde.

Og hvad gør man så?

 

Dømt ude eller inde

Tager vi et kik ind i hjernen kan det ses, at den reagerer forskelligt på andre mennesker – alt efter om vi har ”dømt dem ude eller inde”

Så hvis jeg fx som mor eller far skal have samarbejde med en pædagog eller dagplejer, hvis adfærd jeg af den ene eller anden grund har svært ved at forstå, møde og anerkende, sker der ifølge hjerneforskningen det, at min hjerne stempler ham/hende ude?

Og hvis jeg skal lytte til en person, som jeg har stemplet ude, går det ud over ”lydkvaliteten”. Min hjerne bearbejder næsten ikke det, som den anden siger. Jeg får ”persille i ørerne”

Omvendt hvis man betragter min hjerne, mens jeg lytter til en, som jeg har stemplet inde:
Nu vil man se, at de samme centre i min hjerne som i den andens hjerne, lyser op, når han eller hun taler: der er ingen ”persille i ørerne” der.

 

Gør hjernen til medspiller         

Men er det så håbløst, hvis jeg først – af en eller anden grund – er blevet stemplet ude, eller hvis jeg selv har stemplet en anden ude?

Nej heldigvis!
Når vi kommer til at stemple hinanden ude i et samarbejde, gælder det om at flytte fokus hen på det mål, som kan engagere begge parter.
At begge er optaget og engageret af at arbejde for et fælles mål, er nemlig det, der skal til for at opbløde en ude-stempling.

 

Forældres og professionelles fælles mission

Og hvad har forældre og professionelle til fælles?

Barnets trivsel, udvikling og læring!

Hvis vi holder fokus på, at det er det, som hele samarbejdet drejer sig om – og at begge parter med deres adfærd gør deres allerbedste i denne fælles missions tjeneste, så har vi et fundament at samarbejde ud fra.

  • Så hvis du som far eller mor har svært ved at forstå det, som dit barns dagplejer eller pædagog siger og gør, så mind dig selv om, at hun eller han har dit barns trivsel for øje og gør sit allerbedste for at sikre den
  • Og har du som dagplejer eller pædagog svært ved at forstå det, som barnets forældre siger og gør, så mind dig selv om, at alle forældre elsker deres børn, og at de gør deres allerbedste for at omsætte denne kærlighed til barnets bedste.

Ud fra denne grundpræmis opstår muligheden for at skabe et samspil, hvor I supplerer hinanden i stedet for et modspil, hvor det handler om at afgøre, hvem der gør det rigtige.

 

Rigtig god fornøjelse med samarbejdet!

Og husk: Jeg vil gerne hjælpe, du finder mine kontaktoplysninger her

De allerbedste hilsner fra Dorte

 

 

 

 

 

10 tips til en god dag med sne for dit barn

Se, se, se! I nat er faldet sne

Ja, det bliver ikke ved at være nemt at skjule det: mine minder er tit hæftet sammen med en sang og tit en “børne-en” af slagsen – i dag selvfølgelig om sne 🙂

For mens jeg sidder og ser på, at det vælter ned med sne, smutter tankerne tilbage –  til min tid som daginstitutionspædagog OG selv mor til to børn, som gik i børnehave.

Og så popper den op – denne sang, som giver udtryk for den umiddelbare glæde og begejstring, som de allerfleste børn giver udtryk for, når der (endelig) kommer sne.

 

De kan bare ikke vente med at komme ud i den sne!

Derfor får du her mine 10 bedste tips fra min tid som småbørnsmor og -pædagog til at hjælpe dit barn og dets børnehave-voksne med at få en super snevejrsdag: før, under og efter “gårdturen”.

 

  1. Flere par ekstra vanter – hver dag!
    Pyt med at de er beskidte eller ikke matcher, fordi nogle bliver væk. Kriteriet er hele og tørre vanter at skifte med
  2. Mange par ekstra strømper – og gerne et par uldne eller termosokker!
    Heller ikke her er farver og match et kriterium. Faktisk kan dette danne grundlag for gode grin og samhørighed: For tørre strømper, når man er blevet kold på legepladsen, kan gøre forskellen mellem glæde og klynk – og er de også bløde, rummelige og “vamsede”, er det ren luksus!
  3. Halstørklæder er jo et NO-GO, hvor børn tumler, klatrer, cykler osv.
    Men en elefanthue med indbygget krave eller en løs “halsedisse” holder halsen lun
  4. Tjek at vinterstøvlerne (stadigvæk) er hele og rummelige.
    Klemte og /eller våde tæer er kolde tæer.
  5. Tjek om støvlerne alligevel er blevet våde indeni, når I går hjem:
    Natteophold på en avis på et gulv med varme klarer det meste
  6. En god fedtcreme i ansigtet om morgenen  passer på kinderne i kulden
  7. Pak barnets udstyr ud på garderoben om morgenen
    På den måde kan barnet selv finde det, når han/hun skal ud og lege. Hjælp til selvhjælp, som giver barnet oplevelsen af at være kompetent og frigiver tid til personalet til andre ting
  8. Barnets “indetøj” gør også en forskel
    Bukser som er bløde og nemme at putte indeni strømpen, en bluse med lidt høj hals, en ekstra lun trøje…og noget lunt til fødderne (fx uld- eller termosokkerne) efter sneleg gør livet nemmere og rarere
  9. En tør flyverdragt er vigtigere end en ren flyverdragt
    Så hvad enten du tager  overtøjet med hjem eller lader det blive i institutionen fra dag til dag: Vend det rigtigt, hvis det er blevet vrangvendt; tjek at ærmer og bukseben er rystede ud og hæng det så på knag eller bøjle, så det har de bedste muligheder for at blive tør til en ny dag i morgen
  10. Måske en ekstra mad med i madkassen
    Leg i sne og kulde kræver kalorier på flere måder, så man kan nemt blive ekstra sulten 😉

Det var  mine 10 bedste tips til at sikre, at dit barn “har sit på det tørre” i sneen. Jeg håber, at du kunne bruge nogle af dem!

Og sidder du nu og tænker: tjek, tjek, tjek- alt det har vi da styr på, så er det jo bare super godt!
Men jeg ved, at det ikke er en selvfølge.

For der er mange ting at holde styr på med små børn!

Og den der med støvlerne, som lige pludselig var blevet for små: Jaa, den kommer fra mig selv!
Heldigvis havde min datter en pædagog, som gjorde mig opmærksom på, at fødderne da vist var vokset fra støvlerne, så vi i en fart kom afsted på vinterudsalg efter et par et nummer større 🙂

Rigtig god fornøjelse til børn og voksne – med sne, smeltevand, våde og tørre strømper, røde kinder, løbende næser og glade oplevelser.

De allerbedste hilsner fra Dorte