billede af adventskalender

2. fortælling af 3 om 3 børn i 3 aldre og julegaver

Jul:  spænding, forventninger, gaver, fester, taknemmelighed, mavepine, begejstring… en mundfuld at sluge for børn (og voksne) i alle aldre.

Her får du 2. fortælling om glæder og udfordringer med og for børn i den søde juletid.

Fortælling nr. 2 handler om hemmeligheder og ønskesedler.

Nikolines og Mosters julesnak

Nikoline er 5 år. Hun sidder og hygger med Moster, som er på besøg.

De drikker cacao og spiser juleboller, mens de snakker om alle december måneds julearrangementer. Nikoline skal på juleskovtur med børnehaven på søndag. Hun glæder sig og er spændt, for måske kommer Julemanden forbi. Og måske har han noget lækkert med.

På tirsdag skal hun til juleafslutning i storesøsters gymnastikforening og onsdag er det med storebrors spejdere.

Pyyh, det er godt nok en spændende tid  med mange overraskelser og hemmeligheder og – mange fester at gå til 😊

Men den ultimative fest! Det er selvfølgelig Juleaften – om 2 en halv uge.

Gaver til far og mor

Nikoline HAR lavet en gave til far og en til mor henne i børnehaven. Vil Moster høre, hvad hun har lavet?

Joo, det vil Moster da gerne, og Nikoline beretter stolt, at hun har lavet et håndaftryk i ler til far og grydelapper til mor – med fødderne på (Fnis)… bare de nu ikke lugter af sure tæer 😉

Men pludselig bliver Nikoline stille og bekymret: for hov, det skulle jo være en hemmelighed. De voksne i børnehaven var meget tydelige om, at gaver er hemmeligheder. Havde hun nu gjort noget forkert?

Moster kan heldigvis forsikre om, at det jo bare er Mor og Far, som ikke må vide noget. Og Moster lover højt og helligt, at HUN nok skal lade være med at sladre. Uha, det er med at holde tungen lige i munden i den søde juletid.

Nikolines ønskeseddel

Nå, men så skal Moster da også lige høre, hvad Nikoline selv ønsker sig til Jul.

Nikoline løber hurtigt ind på værelset og finder ønskesedlen, som er et legetøjskatalog, hvor man kan sætte krydser ud for det, man ønsker sig.

“Se Moster, det der skal jeg have, og det der, og det der, og….”

“Hold da op, du ønsker dig godt nok mange fine ting til jul”, ler Moster… “det bliver spændende at se, hvad du får.”

Nikoline ser forvirret på Moster og peger igen: “det der, og det der, og…, og…”

“Ja, det ØNSKER du dig, siger Moster, men man ved jo aldrig, hvad man får 😊.”

“Jo”, siger Nikoline, “det er det, jeg skal ha!”

Det er tydeligt, at Nikoline og Moster ikke har helt samme opfattelse af, hvad en ønskeseddel skal bruges til…

Det var fortælling nr. to om børn og julegaver.  Den 3. og sidste handler om 3-årige Karolines juleaften. Du finder den første her og den 3. her

De allerbedste decemberhilsner fra Dorte

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *