Hvad har bekymring for Coronavirus med pædagogik at gøre?

Fredag-morgen-refleksion

Som så mange gange før, foregik min morgenmad i dag – den sidste fredag i februar – foran TV, mens jeg så Go ‘morgen DK.

Og som så mange gang før satte dette morgenkikkeri gang i en refleksionsrække hos mig, som jeg gerne vil dele med dig i dette blogindlæg.

Coranavirus i DK

I et indslag talte TV-værten med en gæst om, at den første dansker nu er smittet med Coronavirus, om bekymring, forholdsregler osv.

Og det bliver så det sidste, jeg siger om Coronavirus i dette opslag.

For i udgangspunktet tænker jeg ikke, at denne virus har det store at gøre med pædagogik!

Men den kloge mand sagde noget om bekymring og problemer, som startede mig op.

Han sagde, at bekymringer kan man ikke bruge til noget. De foregår – og vokser – inde i ens hoved.

Problemer derimod! Dem kan man gøre noget ved!

Og DET udsagn fik mig til at reflektere over nogle af de ord, vi bruger/ikke bruger i den pædagogiske verden… og andre steder i vores samfund😊

• PROBLEMER – et ord, som vi helst ikke må bruge
• UDFORDRINGER – et ord, som vi helst skal bruge i stedet for
• BEKYMRING – et ord, som jeg faktisk selv har brugt en del (men det er slut nu 😅)

Har manden en pointe?

Forestil dig, at du som pædagogisk medarbejder bekymrer dig for lille Peter:

• Kan du mærke det? Tyngden, den murrende fornemmelse, træthedsfølelsen, bindingen af energi ..
• Jeg kan!

Forestil dig så følgende tilgang:

“Jeg kan se, at der opstår er problemer for eller omkring lille Peter, når han…/i de situationer, hvor…/ sammen med….”

• Hvordan føles det?
• Min oplevelse af den tilgang er helt klart, at nu bliver det mere konkret og ”operationaliserbart”.
  At se problemer er anderledes handle- og løsningsorienteret.

Men problemer. Dem er vi jo IKKE glade for i vores samfund!

Igennem snart mange år, har fortællingen om ordet problemer jo været, at

• ”dette ord nærer en ikke-konstruktiv negativitet, er dialogstoppende og hindrer dermed handling og løsning”
• ”I stedet skal vi hellere tale om udfordringer. Ordet udfordringer er mere konstruktivt og dialogfremmende. Dermed er det med til at skabe handling og fælles løsninger”

Og det er så på dette punkt af mit ”indre tankemylder” at det går op for mig:

• Jeg har brugt ordet bekymring, når jeg har talt med pædagogiske medarbejdere om børn i dårlig eller faldende trivsel, på trods af, at jeg – sammen med medarbejderne – har oplevet, at ordet virker præcist, som manden i TV2 sagde: noget der tynger, bygger op, murrer, osv…

• Men jeg har gjort det af mangel på bedre: fordi vi – når vi ikke vil eller må bruge ordet problem – får svært ved at gøre noget ved det.
  For mig har det lidt været sådan, at når vi taler om udfordringer – ja så har vi ikke givet barnets signaler og betingelser den seriøse opmærksomhed, som barnet fortjener – og dermed os selv den mulighed for helt konkret og præcist at handle i forhold til det.
  For udfordringer har vi jo alle sammen, og det skal nok gå. Udfordringer er udviklende og lærerige…..

MÅSKE ER DET BARE MIG?

Men i hvert fald så blev jeg faktisk grebet af lettelse på dette tidspunkt af mine refleksioner:

For manden HAR ret – i min optik:

• Problemer er konkrete – noget man kan gøre noget ved
• Bekymringer er inde i ens hoved – noget der fylder, tynger og vokser

-og så mit eget tillæg

• Udfordringer er en del af livet – som man IKKE SKAL gøre noget ved. De skal gennemleves/-arbejdes og netop bidrage til vores udvikling og læring…

SÅ FRA NU AF KALDER JEG EN SKOVL FOR EN SKOVL / ET PROBLEM FOR ET PROBLEM

OG HEY!

Du behøver SLET IKKE ikke at være enig med mig 😊

Hvad enten du er/ikke er/tænker videre eller om, vil jeg elske at læse dine refleksioner over disse tre ord i kommentarsporet 🙏❤️👍

Rigtig god weekend fra Dorte