Hvad stiller jeg op med mit forhandlerbarn?

En dag ringede Helle til mig. Hun havde brug for sparring i forhold til sin datter, som hele tiden og konstant forsøger at forhandle de rammer og anvisninger, som Helle og hendes mand giver hende.

”Hvad stiller jeg op med mit forhandlerbarn?” spurgte hun.

Det spørgsmål kom der tre blogposts ud af – med hver deres vinkel.

Dette er den første.

Konkrete løsninger til konkrete børn

Jeg måtte jo svare Helle, at der ikke findes et alment gyldigt svar på, hvad man stiller op med et ”forhandlerbarn” – ligesom der ikke er en universalløsning på såkaldte bidebørn, udadreagerende børn, og hvad vi ellers kan komme til at kalde børn.

Men der findes en måde at finde svar på.

Svar på, hvad man skal ”stille op” med et konkret barns konkrete adfærd.

Barnets adfærd er signalflag

Et barns adfærd fortæller os altid om, hvad barnet ”har gang i lige nu”: udvikling, læring, udfordringer, problemer.

Og måden, disse ting kommer til udtryk på, hænger også sammen med de vilkår, barnet har.

Jo bedre vi kan tolke barnets adfærdsmæssige signaler, jo bedre vilkår for trivsel kan vi give.

Nu er det jo langt fra altid nemt at tolke barnets signaler – bl.a. fordi den samme adfærd kan være udtryk for vidt forskellige udfordringer og intentioner.

Men der er en måde, hvorpå Helle kan nå frem til et kvalificeret bud på baggrunden for datterens adfærd.

At skille tingene ad

I første omgang skal hun have adskilt det, der rent faktisk sker (eller ikke sker), når datteren forsøger at forhandle – fra det, som Helle tænker, tror og mener om det, der sker – og baggrunden for det.

I situationen får vi nemlig ofte de to ting blandet sammen. Vi kommer til at opfatter det, vi tænker, som en del af det, der sker – og dermed ikke muligt at ændre.

Men løsningen på et problem ligger rigtig tit netop i at ændre perspektiv på og tanker om en given situation.

Observation, refleksion, handling

Så! Formlen til at finde svar på Helles spørgsmål – og andre udfordringer i den retning er ret enkelt.

Den lyder: observation + refleksion som grundlag for handling.

Det lyder jo ikke så svært, vel? 😉

Brandsikring afløser brandslukning

At formlen er enkel, betyder imidlertid ikke altid, at det er nemt at følge den.

Som sagt ovenfor er der jo lidt “oversættelsesarbejde” både i forhold til barnets budskab bag adfærden og i forhold til sin sin egen opfattelse af dette.

Og der er jo som regel ikke mulighed for at lave en ”timeout” under konflikten, hvor mor liige kan få skilt tingene ad og reflekteret bevidst.

Så ligesom ved et vægttab, er chancen for et godt resultat størst, hvis vi satser på livsstilsændring i stedet for kur.

Eller sagt med andre ord: Lige i situationen er der tale om en (begyndende) “brand, der skal slukkes”.

Det, vi skal have fat i på sigt, er de handlemåder, som “forebygger brand”.

Det konkrete tilfælde 

1. Observation
   Hvad sker der helt konkret?
   • fx beskrive hvad datteren gør,
   • hvad Helle selv gør,
   • hvad andre familiemedlemmer gør,
   • hvornår og hvad forhandler datteren, og
   • hvornår og i hvilke situationer er der fred og fordragelighed?
2. Refleksion
   • Hvad tænker, tror og mener Helle om det, der sker?
   • – og ikke mindst om baggrunden for, at det sker?
   • Hvad fortæller datterens adfærd om hendes ønsker, behov, hensigter med videre?

     Hvis Helle fx siger til mig, at datteren ”afprøver hende”, så er det ikke noget, der sker.
     Det er Helles refleksion over datterens bevæggrunde. Men det kan nemt komme til at fremstå som et faktum – noget som Helle har observeret.

3. Handling
   • Hvordan har vi tacklet det indtil nu/hvad gør vi lige nu for at støtte hende til en mere hensigtsmæssig adfærd?
   • Hvordan virker det/ikke?
   • På baggrund af punkt 1 og 2: hvad skal vi blive ved med at gøre/gøre mere af?
   • hvad skal vi holde op med at gøre?
   • Hvad skal vi gøre i stedet for/som supplement?
   • Skal vi have hjælp til noget? Fra hvem?
   • Hvem gør hvad?
   • Hvornår går vi i gang?

Et eksempel

Helle siger til sin datter, at hun skal komme og spise aftensmad.

Datteren svarer, at hun ikke er sulten, så kan hun ikke bare blive ved med at lege?

Nu kan Helle jo tænke forskellige ting om datterens svar, men hvis jeg nu antager, at hun tænker tanker som:

• nå, så skal hun lige teste mig igen,
• jeg orker det snart ikke,
• der er ikke meget familiehygge over at hive hende ud til bordet ved den ene arm,
• arghhh, hvordan får jeg hende med, uden skældud, surmuleri, gråd, …?

Det der skal til, er den før omtalte timeout, hvor mor har tid og rum til lige at tænke igennem:

• Hvad har jeg set, hørt og oplevet fra min lille pige i dag, i denne uge, i denne periode?
• Hvad sker der ellers i hendes liv lige nu? Er det første eller 32. gang, hun forsøger at forhandle betingelser?
• På grundlag af det:  hvad kan ligge til grund for hendes adfærd- lige nu og for tiden?
• Og på grundlag af det: hvordan kan jeg så møde hende og støtte hende i en adfærd, der er mere hensigtsmæssig ift. hendes egen og familiens trivsel?

Ok, som sagt: ikke så realistisk, at det kommer til at ske – i situationen.

Der må nok en lille brandslukning til.

Fremtidig brandsikring

Men Helle kan faktisk bruge situationen til at lave fremtidig brandsikring.

Når der er ro og fred, kan hun alene, sammen med sin mand – eller som hun gjorde i denne situation – sammen med mig, følge formlen og derved bestemme og aftale helt konkret, hvordan hun skal støtte sin datter bedst muligt – til alles bedste.

Og for hver gang, Helle laver denne øvelse, bliver dens trin mere og mere internaliseret i hendes måde at møde og tænke om datterens adfærd på.

Fortsættelse følger

Læs mere i den 2. blogpost, inspireret af Helles problem.

Her kommer jeg med et muligt perspektiv på, hvorfor børn forhandler.

Et perspektiv som måske ikke ligger lige for, men som muligvis kan hive en hel del frustration ud af hverdagsforhandlingerne 😊

Og læs endnu mere i den 3. post, som anlægger det perspektiv, at barnet måske liiige er i gang med at lære noget svært.

De allerbedste hilsner fra Dorte