Vinkel nr 2: Det sker i hjernen

I mine to forrige blogposts  har jeg beskæftiget mig med børn, der forhandler (Find dem her og her)

I denne 3. og sidste post om emnet får du vinkel nr. 2 på, hvad dit barn ”har gang i” med sine forhandlinger:

At barnet er i gang med at lære noget svært!

 

Kærlighed er ikke nok

Denne vinkel er inspireret af Sofie Münsters bog: Kærlighed er ikke nok.

Ifølge Sofie Münster er det nemlig centralt for forældre  at være bevidste om:

  • At anerkende barnets følelser uden dermed at sætte forventningerne til barnet ned
  • at ruste deres barn til livets med- og modgang i en kombination af tydelige værdier og adfærd, der ærer disse værdier og
  • at give den nødvendige støtte til, at deres individuelle barn kan leve op til forventningerne.

Op til en ret høj alder, reagerer børn nemlig som udgangspunkt ud fra deres følelser (glæde, velbehag, frustration, træthed, frygt, usikkerhed, …), og det er vores opgave som forældre at lære dem at forholde sig til disse følelser og finde handlinger frem, som både ærer vores værdier og rummer eller kommer forbi følelserne.

 

Værdier

Børn kommer ikke ind i verden med et komplet sæt værdier. Dem skal vi som forældre bibringe dem.

Det er vi måske ikke altid helt bevidste om, så vi får ikke gjort værdierne tydelige for barnet – og måske heller ikke for os selv/hinanden.
Dermed kan barnet heller ikke bruge dem som styringsredskab for sin adfærd.

 

Så trin 1: Snak med hinanden om, hvilke livsværdier, I som forældre gerne vil videregive til jeres barn – og formidl dem til barnet på alle måder:

  • Ved selv at efterleve dem og dermed være et godt eksempel, og
  • ved at sætte ord på, at ”sådan gør vi i vores familie”.

Hvis I fx finder hjælpsomhed vigtig, kan du sige til dit barn:

  • Lad os hjælpe hinanden med at rydde legetøjet op, så vi kan nå at læse en bog inden sengetid
  • I vores familie hjælper vi hinanden, så vi alle også kan få tid til noget af det, vi gerne vil.
    Så sæt lige din tallerken i opvaskeren/ dæk lige bord/ tag lige madkassen op af din taske (alt efter barnets alder)

 

Forventninger til barnet

Som udgangspunkt kommer barnet nysgerrigt og udviklingsorienteret ind i verden.

Når vi betragter et barn, der er ved at lære at gribe om ting, trille om på maven, kravle, gå osv, er det meget tydeligt.

Det er ikke en option at ”give op”, fordi det er for svært eller hårdt eller ….

Barnet bliver ved, og ved,  ….og ved.

Indtil det lykkes!

Hvorefter det lille barn straks kaster sig over en ny færdighed.

 

Opmærksomhed og omtanke

Og det er her, at vi som forældre skal være opmærksomme:

  • på barnets koncentration, dedikation og viljestyrke
  • på os selv og vores egen reaktion på barnets bestræbelser.
    • Signalerer vi opmuntring og anerkendelse for det, barnet gør?
    • Ynker vi det lidt?
    • Rejser vi det op ved noget, stikker det en gå-vogn, går rundt med det i hænderne, lægger det ned med et aktivitetsbræt/en aktivitetsbøjle under sig….

Ikke et ondt ord om nogen af disse ”redskaber”!

Vi skal blot være bevidste om, at de – ved overdreven brug – kan give barnet de erfaringer, at ”livet ikke bør/må være hårdt”.

 

  • Hvis vi aldrig lader barnet gennemleve frustration og anstrengelse
  • Hvis vi altid og straks gør noget andet med det

Så kommer vi til at give barnet den erfaring, at når det føles sådan, er det tid at gøre noget andet.

 

Med det forhindrer vi måske vores barn i at få erfaringen om, at: Hvis jeg knokler på, så lykkes det… på et tidspunkt. Succes og velvære afhænger ikke altid af min mor, far eller anden omsorgsperson.

 

Det lille barn er altså nærmest programmeret til at arbejde hårdt for sin udvikling og læring, og hvis vi viser vores barn lige fra start af, at vi anerkender, værdsætter og forventer, at det arbejder hårdt for det, det gerne vil, så giver vi det en gave for livet.

 

Så trin 2: Overvej, hvilke handlinger du forventer af barnet – alt efter dets alder – for at efterleve de førnævnte værdier.

  • Formidl disse forventninger til barnet og
  • anerkend dets bestræbelser herpå.

 

Støtte

Det er nemlig slet ikke så nemt for barnet at ”gøre det rigtige”.

For det handler om at kombinere to forskellige områder i hjernen – og det ene område har et forspring i forhold til det andet.

Det område i hjernen, der aktiveres ud fra barnets behov, lyst og impulser er fra fødslen ret veludviklet og aktiveres hurtigere end de mere komplicerede dele af hjernen, som arbejder med de værdibaserede overvejelser om at tage hensyn til andre.
Dette område udvikles over tid og er først helt færdig udviklet, når barnet er voksent.

Det vil sige, at barnet langt op i alderen, selv om det godt kender værdisættet i familien, har brug for din støtte til at tage de værdibaserede valg:  Fordi den del af hjernen på flere områder er bagud i forhold til den del, som reagerer på lyst og behov.

 

Så trin 3 … og nu vender jeg tilbage til det konkrete eksempel med Helles forhandlingsivrige datter 😊:

Når Helles datter vil forhandle mad, sengetid, oprydning med mere, er det måske et udtryk for, at der i datterens hjerne er en konkurrence i gang:

Mellem hendes umiddelbare trang til at ”tilgodese” egne behov/egen lyst og de mere komplicerede overvejelser om at tage hensyn til andre.

Og da den første del har alle fordelene, har Helles datter brug for støtte til at komme forbi det mest nærliggende og videre til ansvarlighed og hjælpsomhed.

Støtte gennem tydelighed og vedholdenhed

Den støtte kan Helle give hende ved tydeligt at formidle familiens værdier til hende:

  • ved selv at efterleve dem
  • ved på forhånd tydeligt at formidle til datteren, hvilken adfærd hun forventer af hende
  • og ved at anerkende både datterens følelser omkring det og hendes forsøg på at gøre det rette.

Og når datteren ikke når frem til at forsøge, er det vigtigt, at Helle bevarer roen, venligheden, og at hun giver datteren anerkendelse på hendes behov og lyst uden at slække på forventningerne om, at datteren selvfølgelig ved, hvad hun skal og selvfølgelig kan klare det… med den rette hjælp og støtte fra Mor og Far.

Denne støtte er der som sagt brug for længe og mange gange – løbende reguleret ift. alderen.

Og ja, det kan ind imellem frustrere!

Men hvis Helle kan tage det perspektiv, at hendes datter arbejder hårdt for at lære noget, der faktisk er svært.

Og hvis hun også kan komme lidt forbi det første perspektiv og sige til sig selv:

  • ”Jeg skælder ikke min datter ud/irettesætter hende ikke”
  • “Jeg hjælper og støtter hende i hendes udvikling – ved at give hende nogle retningslinjer at navigere efter”

– og i det lys roligt og tydeligt formidler værdier, forventninger og støtte, så er datteren godt hjulpet på vej.

Med hjælp fra mor og far vil hun i stadig højere grad kunne regulere sig selv ift. de værdier, som Helle og hendes mand finder vigtige.

 

Jeg håber, at du har fået et par brugbare vinkler på samspillet med dit forhandlerbarn – også selv om du ikke hedder Helle 😉

 

Næste uges post

I næste uge skal det handle om noget helt andet.

Pil Lindgreen fra Go’karakter er gæsteblogger om fritidsaktiviteter.

I Go’karakter har de  fokus på børn i skolealderen.

Og selv om jeg ofte skriver ud fra førskolebørn, har Pil Lindgreen et par pointer, som også småbørnsforældre med fordel kan huske på.

 

De allerbedste hilsner fra Dorte

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *