børn der leger i sandkasse

En opdatering på gamle begreber

Børns leg og dannelse er det nye sort i den politiske diskurs  i lovgivning og læreplan.

Som overskriften antyder, er begreberne ikke nye og ukendte.

Men betydningen af begreber kan jo udvikle eller ligefrem ændre sig, sættes ind i andre sammenhænge og betragtes fra andre perspektiver.

Så i sidste uge drog jeg til Silkeborg på kursus for at få en opdatering på begreberene anno 2018.

Denne opdatering stod lektor og forsker Pernille Hviid og sociolog Charlotte Brønsted for.

Det var en spændende dag, som jeg stadigvæk reflekterer over. Her får du foreløbig 3 pointer fra formiddagens oplæg med Pernille Hviid:

 

Dannelse er/er ikke:

Når vi taler om dannelse, skal vi ifølge Pernille først og fremmest være opmærksomme på at få skilt begrebet dannelse og dannethed ad.

“Dannethed”  definerer hun som et normativt og ”småborgerligt” begreb, som omhandler at kunne spille klaver, kende den klassiske musik og have skønlitteratur på boghylderne.

“Dannelse” er i Pernille Hviids optik noget helt andet, bredere og sværere at definere.

Men hvor dannethed fokuserer på forskellige funktioner – færdigheder, kompetencer, handler dannelse om hele personen.
Personen selv er involveret i sin dannelse. Man kan ikke danne et andet menneske – i forståelsen at du gør noget ved/ændrer mennesket. Et menneske danner sig selv ved at overskride sig selv og den kultur, som det er i.

 

Dannelse før og dannelse nu:

Før: barnet kom ”tom” ind i verden og gradvist dannedes det ved at overskride sig selv “opad” mod noget – noget alment, der er større – fx  kristenheden.
Mennesket dannedes altså ind i det stadig større og almene – henimod noget, som var givet og fastlagt. Både målet og dannelsesprocessen blev fastlagt og styret af de voksne i barnets liv.

Nu: Barnet opfattes som kompetent og intentionelt fra fødslen, og med aftraditionalisering og globalisering er der ikke længere et fastlagt fælles mål for dannelsen.
Mennesket har friheden til (og ansvaret for)  selv at vælge, hvad i sig selv det vil overskride – og imod hvilket mål. “Ikke for at ende som en dannet kristen person, men for at blive en interessant personlighed”.

Så: dannelse i dag handler om “selvdannelse”. Individet vælger selv at danne sig i den retning, som giver mening for ham/hende.

 

Dannelse og leg spiller sammen

Hvis vi inddrager denne pointe i relation til små børn og deres opvækst. Hvor kommer legen så ind i billedet? hænger de to begreber sammen, og hvordan?

Pædagoger har altid lagt vægt på legen som en vigtig ingrediens i et godt og udviklende børneliv

Da jeg var udøvende pædagog fra sidst i 80’erne til midt i 00’erne talte vi om den frie leg nærmest som en helligdom.
Begrebet Fri Leg var på dagsordenen som leg, der var fri for voksnes øjne og indblanding – i opfattelsen af, at hvis børnene bare fik lov til at lege i fred, ville deres leg blive god, passende, udviklende og lærerig for dem, som deltog i den konkrete leg.
Legen var værdifuld i sig selv – ladt alene af voksnes utidige tilstedeværelse og indblanding.

Men med det fokus, som der sidenhen kom på, at børn skulle lære noget i dagtilbuddet –  som i noget bestemt og med henblik på senere skolegang og uddannelse –  skiftede legen betydning.

Nu var den ikke vigtig i sig selv – eller uforstyrret.
Legen var stadigvæk vigtig, men som et redskab til læring. Og de voksne var nu velkomne – ja nødvendige.
De skulle overse og planlægge legen, sådan at der blev leget på den rette måde og med de rette omdrejningspunkter mhp. at udvikle forståelsen for fx læseretning, bogstaver, tal, størrelsesforhold med mere.

Vi er med andre ord blevet så optaget af en funktionstænkning og – opsplitning, at der ikke levnes meget rum til, at barnet kan selvdanne sig i legen. Dannelse foregår jo kun, hvis individet –  her barnet – selv ønsker det/kan  finde mening i det, der foregår.

 

Hvordan bruger barnet legen?

Når det lille barn leger, bruger det ting fra den virkelige verden som redskaber til at fastholde ideen om noget, som kun er i fantasien.
Det lille barn kan kun tænke konkret – kan kun forholde sig til genstande, som helt konkret er til stede. Men ved at lege det, som Pernille Hviid kalder “som om – leg”, bruger barnet tilstedeværende ting til at lege fx jul. Barnet kan  fx. bruge en klods og et dukketæppe til at “pakke gaver ind og ud” – mange gange, igen og igen – mens det fortæller, at “Det er jul nu”.

Barnet ved godt, at det leger med en klods og et tæppe og kan i næste øjeblik bruge tingene som det, de objektivt set er. Men samtidig lægger barnet en subjektiv mening ind i de to ting i arbejdet med at danne sig selv: at overskride det, der er og det, barnet kan.

For at fange den subjektive mening, barnet lægger i de to genstande i denne sammenhæng, skal den voksne være opmærksom – over tid –  og have et godt kendskab til barnet.

Og det bringer mig frem til den sidste pointe i denne blogpost.

 

Pædagogikkens rolle og pædagogen som Legesupervisor

Hvis pointen, om at barnet danner sig selv vha. aktiviteter og genstande, som er meningsfulde for det, holder vand… Hvor og hvordan kan pædagogen så spille en rolle i barnets dannelse?

Her kommer Pernille på banen med en rolle til den voksne som “legesupervisor”.

Som legesupervisor er det vigtig, at dine inspark til legen lægger sig i forlængelse af det, som børnene leger og den subjektive mening, de lægger i den.
Til det har du brug for et indgående kendskab til børnene: deres ophav, betingelser og interesser.

Dine input skal have det formål at støtte og hjælpe til videreudvikling af børnenes leg– befordrende for den mening og det formål, som børnene lægger i legen – og ikke henimod en voksen dagsorden om  fx at udvide barnets kendskab til et eller andet fænomen eller barnets bogstavforståelse.

“En supervisor sætter sig ind i det, der foregår, før hun superviserer. Hun lytter, fortolker med, og undersøger , hvad der er på færde.”

 

Legesupervisor på børnenes præmisser

Børnene kan altså godt have brug for/ profitere af den voksnes deltagelse i eller indspark til deres leg.

Som legesuperviser er det imidlertid vigtigt, at udvise stor respekt, ydmyghed og opmærksomhed, når jeg ønsker at bistå børnene i deres dannelsesproces gennem legen.

Hvis det skal lykkes, må dagsordenen nødvendigvis være børnenes. Ellers finder de ikke den subjektive mening, som er så afgørende for, at barnet kan overskride sig selv og den kultur, som det er i – og dermed dannes.

Som sagt: et spændende og tankevækkende oplæg. Jeg er slet ikke færdig med at reflektere over det.

Hvis jeg ender ud i, at:  ja, det her giver mening for mig! Så er jeg vel blevet mere dannet?

De allerbedste hilsner fra Dorte

 

 

 

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *