Min barndoms julekagebage traditioner
Da jeg var en lille pige, bagte vi vel en 5-6 forskellige slags småkager til Jul, og da jeg lærte min mand at kende, lærte jeg også nye julekage traditioner at kende 😅.
For de fleste er julens traditioner noget helt særligt – også for os.
Så da jeg begyndte at holde jul her hjemme med min egen lille familie, var det de første år vigtigt for mig, at alle slags var på kagefadet juleaften.
Og heldigvis for mig, så havde jeg en mor, som ikke var på arbejdsmarkedet – og som elskede at bage til os – og sammen med børnene.
Så det var ikke alt for hårdt for mig at holde traditionen i hævd😉
For hvis skyld bager vi alle de kager?
Men efterhånden begyndte jeg også at reflektere over, for hvis skyld vi skulle have de mange slags småkager.
- For lige meget hvor hyggeligt det er at bage med Mor, Far eller Bedste, så kører de fleste mindre børn altså trætte og mister koncentrationen og glæden ved det efter i hvert fald slags nr. 2
- Tradiditionen for de mange slags kagebag stammer fra en tid, hvor man i resten af året kunne have mangel på madvarer, og hvor de fleste havde en mere fysisk aktiv hverdag end i dag – og dermed et større kaloriebehov
- Med nutidens mange før-julearrangementer får vores børn stukket en sodavand og 3 æbleskiver med syltetøj og flormelis i hånden, lige meget hvor de vender sig hen i december
- I løbet af en hel måned er det nødvendigt at skabe plads til bare lidt sund mad i maven.
Opdaterede julekage traditioner
Som resultat af disse overvejelser (og flere med) endte vi med at klone og opdatere vores jule traditioner ind i den aktuelle nutid, hvor julekagebag handler om at skabe en stund med børnene med nærvær, forventningsglæde og velvære.
Så vi endte med at bage 2 slags kager op til jul:
- Mormors jødekager stukket ud med julefigurer og drysset med kanel og sukker
- Farmors vaniljekranse – omdøbt til gaffelkager.
Og i dag, hvor begge mine børn er ret voksne, står EN- let redigeret – opskrift tilbage, som et must i vores familie: vaniljegaffelkagerne.
Du får den nedenfor – og der er overskuelig hygge og oplevelse af forventningens glæde til flere dage, hvis du lægger indkøb, fremstilling af dej og selve bagningen hen over 3 dage. Dejen har kun godt af et døgn på køl.
Her kommer opskriften på
FARMORS LUKSUS VANILJEKRANSE (ALIAS VANILJEGAFFELKAGER 😉)
Bland
– 375 g hvedemel
– 125 g kartoffelmel
– 275 g smør
Tilsæt
-250 g sukker
-2 vaniljestænger eller 2 tsk. vaniljepulver
– 125 g skoldede, smuttede og hakkede mandler
– 1 æg
Saml dejen til en kugle, og sæt på køl i nogle timer (gerne et døgn)
Tril små kugler,
Læg dem på bageplade
Tryk hver kugle let med en gaffel med lidt mel på
Bag kagerne på midterste rille i ovnen ved 200 grader i 8-10 minutter.
PS: Og så er det bare min erfaring, at kagerne smager allerbedst i løbet af december. Så her hos os har vi altid bagt først på måneden, og kagerne er ikke blevet gemt ”til jul” – som de blev i mit barndomshjem ❤️
De allerbedste decemberhilsner fra Dorte
Skriv en kommentar
Want to join the discussion?Feel free to contribute!