trist dreng

En fortælling fra det virkelige liv

Jeg var ude og give vejledning i en daginstitution – vi kan kalde den Bøgelunden.

Personalet i Bøgelunden følte sig voldsomt udfordret af en bestemt gruppe drenge, og personalet fik grå hår i hovedet i forhold til især en af drengene.

 

På det indledende møde faldt der bemærkninger som:

  • Han er så provokerende
  • Han ved lige, hvilke knapper han skal trykke på for at få mig op i det røde felt
  • Han går bevidst efter de små, han ved, han kan klare dem
  • Han griner bare, når vi skælder ham ud – og han vil ikke se os i øjnene.

Der var ingen tvivl om, at personalegruppen følte sig magtesløs og handlingslammet.
Og der var heller ingen tvivl om, hvem der var skurken… og skabte de andre skurke (drengegruppen, som han var en del af.

Hvad skulle personalet gribe og gøre i?

Er du mor/far eller medarbejder i et dagtilbud? Måske kan du genkende personalegruppens følelse af frustration og magtesløshed – og kan næsten høre dig selv sige nogle af de samme ting…

At få øjenkontakt

Personalet havde svært ved at få øjenkontakt med drengen – og den var vigtig for dem for at få oplevelsen af at ”trænge ind”.
Et ønske – eller krav – som jeg har hørt fra såvel forældre som professionelle mange gange:

”SE PÅ MIG, NÅR JEG TALER TIL DIG!”

 

Men det kan være en MEGET svær – og invaderende – øvelse, når man bliver skældt ud.

For når den ene part i en relation skælder ud, er deltagerne ikke ”lige høje”, og det, ”den høje” vil, trænger ikke ind hos ”den korte”.  Det flyver hen over hovedet på ham eller hende.

Og det, der ”daler ned” fra de overflyvende skældud, er signaler til barnets følelser:

  • Jeg er ikke til at forstå
  • Jeg kan ikke finde ud af noget
  • De andre ved noget, som jeg ikke ved
  • Jeg har ikke ret til at prøve at opnå mine ønsker/passe på mig selv
  • Jeg er udenfor og forkert…

Den slags følelser kan godt være RET demotiverende i forhold til troen på, at det nytter noget…

 

Tilbage til Bøgelunden

Blandt personalet i Bøgelunden var der vokset en forestilling frem om, at den her dreng så det som sin fornemste opgave at genere medarbejderne og de andre børn, at gøre dem vrede og kede af det.

Og ud af den forestilling voksede der en vrede mod drengen og en følelse af handlingslammelse og magtesløshed.
-Medarbejderne blev optaget af, hvordan de kunne ”tackle” ham, minimere skader og beskytte ”de gode børn.”

Under et vejledningsmøde arbejdede vi med at afdække, hvilke interesser og ressourcer drengen og hans kammerater havde.
Hensigten var både at flytte opmærksomheden over på drengenes ressourcer og kompetencer og at finde budskabet bag den nuværende uhensigtsmæssige adfærd.

Dermed kunne vi nå frem til nogle konstruktive handleforslag i forhold til at vende drengenes destruktive rolle til noget konstruktivt.

På et tidspunkt sagde en af medarbejderne:

“Jeg synes på en måde, at vi belønner de her drenge for at opføre sig dårligt, når vi bruger så meget tid på at finde ud af, hvad de kan og hvad de synes om – og når vi planlægger at lave aktiviteter ud fra det.

De børn, som godt kan finde ud af at følge reglerne og gøre hvad der bliver sagt…som leger og er tilpasse. Dem sætter vi ligesom ud på et sidespor og tager opmærksomhed fra dem – det er da ikke retfærdigt!”

At blive mødt og forstået

Som ”svar” skrev jeg nogle spørgsmål op på tavlen:

  • Når ”de søde børn” er søde, er det mon så fordi
    • de føler sig set, mødt og forstået i den måde, som I har tilrettelagt jeres pædagogik og dagligdag på?
    • At den struktur, dagsrytme og omgangstone, som er dagligdag her i huset imødekommer DERES behov – med de forudsætninger og den baggrund, som de kommer i daginstitution med?
  • Når ”de udfordrende børn” udfordrer, er det så fordi, de IKKE oplever sig set, hørt og forstået?
    • husets kultur er måske ikke umiddelbart forståelig og omsættelig for dem?
    • Hvad mon der ville ske, hvis I kunne se, høre, forstå – OG MØDE deres ønsker?

Drøftelserne af disse spørgsmål førte til, at personalet bestræbte sig på at vende det kritiske blik væk fra drengene og i stedet se kritisk på institutionens kultur, pædagogik og dagligdag

  • i en undersøgelse af, om deres pædagogik og dagligdag tilgodeså og rummede alle børn,
  • eller om den fokuserede på børn med en bestemt type forudsætninger og adfærd.

Hvordan kunne personalet sikre, at nogle børn ikke kun blev talt til, men at alle børn blev talt med – at der blev skabt øjenkontakt med alle – fordi alle var lige høje?

 

Navne der inspirerer

Hvis du er interesseret i den forskningsmæssige baggrund for min vinkling af dilemmaet, er jeg bl.a. inspireret af

Ole Flemming Pedersen

Charlotte Palludan 

Berit Bae

Ben Furman

og Erik Sigsgaard

 

Til processen med personalegruppen brugte jeg TRIVSELSPILEN, som er et proces- og dialogredskab, som jeg har udviklet.

Hvis du er interesseret i at se TRIVSELSPILEN og læse mere om dens brug, er den omdrejningspunkt for et online minikursus, som jeg sælger for 399 kr. + moms.

Du kan købe kurset ved at udfylde en kontaktformular.

Opgiv dit navn og din emailadresse, og skriv i meddelelsesfeltet: Ja tak til onlinekursus om TRIVSELSPILEN.

Så sender jeg dig en faktura og – når du har betalt – dit online kursus til evig arv og eje

 

Kunne tænke dig min hjælp til en udfordring i DIN dagligdag med dine egne børn eller med de børn, som du tager dig af professionelt

Ring til mig på 92 70 07 16 eller skriv til dorte@dsveistrup.dk , så tager vi en gratis og uforpligtende snak om dine ønsker og behov, og hvordan jeg evt. kan hjælpe.

De allerbedste hilsner fra Dorte

 

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *