Se, se, se! I nat er faldet sne
Ja, det bliver ikke ved at være nemt at skjule det: mine minder er tit hæftet sammen med en sang og tit en “børne-en” af slagsen – i dag selvfølgelig om sne 🙂
For mens jeg sidder og ser på, at det vælter ned med sne, smutter tankerne tilbage – til min tid som daginstitutionspædagog OG selv mor til to børn, som gik i børnehave.
Og så popper den op – denne sang, som giver udtryk for den umiddelbare glæde og begejstring, som de allerfleste børn giver udtryk for, når der (endelig) kommer sne.
De kan bare ikke vente med at komme ud i den sne!
Derfor får du her mine 10 bedste tips fra min tid som småbørnsmor og -pædagog til at hjælpe dit barn og dets børnehave-voksne med at få en super snevejrsdag: før, under og efter “gårdturen”.
- Flere par ekstra vanter – hver dag!
Pyt med at de er beskidte eller ikke matcher, fordi nogle bliver væk. Kriteriet er hele og tørre vanter at skifte med - Mange par ekstra strømper – og gerne et par uldne eller termosokker!
Heller ikke her er farver og match et kriterium. Faktisk kan dette danne grundlag for gode grin og samhørighed: For tørre strømper, når man er blevet kold på legepladsen, kan gøre forskellen mellem glæde og klynk – og er de også bløde, rummelige og “vamsede”, er det ren luksus! - Halstørklæder er jo et NO-GO, hvor børn tumler, klatrer, cykler osv.
Men en elefanthue med indbygget krave eller en løs “halsedisse” holder halsen lun - Tjek at vinterstøvlerne (stadigvæk) er hele og rummelige.
Klemte og /eller våde tæer er kolde tæer. - Tjek om støvlerne alligevel er blevet våde indeni, når I går hjem:
Natteophold på en avis på et gulv med varme klarer det meste - En god fedtcreme i ansigtet om morgenen passer på kinderne i kulden
- Pak barnets udstyr ud på garderoben om morgenen
På den måde kan barnet selv finde det, når han/hun skal ud og lege. Hjælp til selvhjælp, som giver barnet oplevelsen af at være kompetent og frigiver tid til personalet til andre ting - Barnets “indetøj” gør også en forskel
Bukser som er bløde og nemme at putte indeni strømpen, en bluse med lidt høj hals, en ekstra lun trøje…og noget lunt til fødderne (fx uld- eller termosokkerne) efter sneleg gør livet nemmere og rarere - En tør flyverdragt er vigtigere end en ren flyverdragt
Så hvad enten du tager overtøjet med hjem eller lader det blive i institutionen fra dag til dag: Vend det rigtigt, hvis det er blevet vrangvendt; tjek at ærmer og bukseben er rystede ud og hæng det så på knag eller bøjle, så det har de bedste muligheder for at blive tør til en ny dag i morgen - Måske en ekstra mad med i madkassen
Leg i sne og kulde kræver kalorier på flere måder, så man kan nemt blive ekstra sulten 😉
Det var mine 10 bedste tips til at sikre, at dit barn “har sit på det tørre” i sneen. Jeg håber, at du kunne bruge nogle af dem!
Og sidder du nu og tænker: tjek, tjek, tjek- alt det har vi da styr på, så er det jo bare super godt!
Men jeg ved, at det ikke er en selvfølge.
For der er mange ting at holde styr på med små børn!
Og den der med støvlerne, som lige pludselig var blevet for små: Jaa, den kommer fra mig selv!
Heldigvis havde min datter en pædagog, som gjorde mig opmærksom på, at fødderne da vist var vokset fra støvlerne, så vi i en fart kom afsted på vinterudsalg efter et par et nummer større 🙂
Rigtig god fornøjelse til børn og voksne – med sne, smeltevand, våde og tørre strømper, røde kinder, løbende næser og glade oplevelser.
De allerbedste hilsner fra Dorte




Skriv en kommentar
Want to join the discussion?Feel free to contribute!