Karakterer – vejen til social mobilitet?

Karakterer til debat på morgenkvisten

Mange morgener indtager jeg min morgenmad foran TV, hvor jeg ser Go’ morgen Danmark på TV2.

Og ikke så sjældent sker det, at de debatterede emner, inspirerer mig til en blogpost eller et Facebookopslag.

Det skete også den dag, hvor daværende undervisningsminister Merete Riisager var i studiet for at debattere brugen af karakterer i gymnasiet.

Hvad handler det egentlig om?

Normalt beskæftiger jeg mig jo med noget yngre børn end gymnasieelever.

Men jeg har en søn, som lige er blevet student fra HTX.

– Og så handler denne  debat også om andet og andre end gymnasieeleverne. Den handler for mig at se om vores menneske- og samfundssyn.

Hvordan ser vi mennesket?

Hvordan ser vi vores samfund?

Og hvad er det for nogle voksne, vi gerne vil se vores børn og unge vokse op til at blive?

Lighed i chancer som argument for karakterer

Brugen af karakterer kan der jo være mange meninger om –  og det er slet ikke så enkelt endda, tænker jeg.

Det, der er mit ærinde i dag, er imidlertid, at undervisningsministeren flere gange i løbet af  debatten den morgen argumenterede for brugen af karakterer, fordi det er det mest retfærdige overfor børn og unge fra såkaldt ”uddannelsesfremmede hjem”.

Hun gjorde altså brugen af karakterer til et spørgsmål om retfærdighed,

– om at modvirke chanceulighed og fremme social mobilitet.

Grund til bekymring

Den vinkel kan jeg slet ikke følge!

Og det bekymrer mig, at vores undervisningsminister kunne komme med denne påstand uimodsagt flere gange i en debat – som om den er et indiskutabelt faktum.

Så nu vil jeg driste mig til at modsige hende på dette punkt.

Man kan ikke beskæftige sig ret meget med læring, undervisning, og lighed for alle uden at opdage, at vi endnu slet ikke har knækket koden for, hvordan vi øger den sociale mobilitet på dette område.

Ganske vist ser man, at kurven for, hvor mange unge der tager en uddannelse, er stigende.

Men desværre ser det ud til, at det øgede antal unge i uddannelse hovedsageligt stammer fra det, man så kunne kalde ”uddannelseshjemmevante” familier.

Så karakterer er tydeligvis ikke svaret på problematikken om at støtte og møde børn og unge fra familier, hvor man ikke har tradition for uddannelse – og give dem lige uddannelsesvilkår med deres kammerater fra familier, med tradition for uddannelse.

Behov for individuel og nuanceret evaluering

Faktisk vil jeg godt argumentere for, at børn og unge fra uddannelsesfremmede hjem i den grad kan have behov for at blive mødt med individuel og helhedspræget evaluering, bedømmelse og vejledning.

For de har jo et ganske andet udgangspunkt end deres kammerater med uddannede forældre.

Et uddannelsessystem gearet til de uddannelsesshjemmevante?

Et udgangspunkt, som uddannelsessystemet ikke tager højde for eller adresserer i mødet og samspillet med de unge.

I hvert fald ifølge det perspektiv, som fx den franske sociolog Pierre Bourdieu igennem mange års arbejde har anlagt på debatten om social mobilitet vedrørende uddannelse.

Løst fortolket kan hans teori om det etablerede uddannelsessystem forklare vores besværligheder med at skabe lighed i uddannelsesmuligheder med:

• At uddannelsesinstitutioner og ”uddannelseshjemmevante” familier spiller sammen i en gensidigt og implicit forventningsafstemning vha. nogle helt bestemte strukturer, logikker og sprogspil (Det kan FX handle om strategier og foki i forhold til at opnå de så eftertragtede 12-taller).
• At uddannelsessystemet er indrettet på en måde, så det genkender og belønner en bestemt adfærd hos de studerende – og deres forældre
  • En adfærd som de uddannelseshjemmevante så at sige har fået ind med modermælken, og som de bakkes op i fra forældrenes side: fx gennem forældrenes erfaringer med at søge faglig viden, strategier for at indgå i dette system samt ressourcer og opbakning til at leve op til såvel eksplicitte som implicitte krav.

En uheldig (dis-)kurs

Men ikke nok med at denne indretning af uddannelsessystemet er implicit.

Hvad sker der, hvis vi bare accepterer de argumenter, som Merete Riisager den morgen gjorde brug af i Go’ morgen Danmark?

Så bliver muligheden for, at vores uddannelsessystem dybets set er indrettet til dem, der “kender gamet”, sløret og underkendt.

Vi får et billede af, at i Danmark har alle lige muligheder for at uddanne sig – og det netop via brugen af karakterer…

Så!

Jeg siger ikke, at bedømmelse og evaluering af børn og unge vha. karakterer kun er dårligt (i hvert fald ikke i dag 😉).

Men jeg siger, at argumentet om, at netop karakterer skaber retfærdighed for børn og unge fra uddannelsesfremmede hjem – det holder simpelt hen ikke.

OG hvis vi sluger den diskurs til morgenmad uden rigtigt at smage på den, så kan vi gå hen og skabe det modsatte af lige muligheder for uddannelse!

Så lad os lige tygge lidt mere på den  …

De allerbedste hilsner fra Dorte