Når perfekt ikke er godt nok

Åh nej, hvad er det for noget rod, jeg har udgivet?!

Det var min reaktion i aftes, da jeg var ved at lægge sidste hånd på juni måneds Nyhedsbrev.

Nyhedsbrevet skulle spille sammen med min seneste blogpost: om Ole, hans voksne og hans taske…og tre ingredienser til gensidig forståelse i forældresamarbejdet…

Da jeg testede linket fra Nyhedsbrevet til blogposten, løb jeg lige plogpostens tekst igennem.

Og det var så der, mit udråb kom…

For noget af teksten gav slet ingen mening!

Jeg var kommet til at bytte om på rækkefølgen, da jeg –  i punktform –  beskrev de tre ingredienser til bedre forståelse.

Og da det 1. punkt skulle lægge op til det 2. – og det 2. til det 3., er det klart, at det måtte være ret forvirrende at læse – endsige forstå, når punkterne ikke stod i den rigtige rækkefølge.

Kender du det?

At tjekke igen og igen – og så lige en gang mere…eller to. Fordi det opleves SÅ vigtigt at aflevere/vise/udgive det perfekte resultat.

Og så opdager du ALLIGEVEL, at du har lavet en fejl….eller flere!

Jeg var SÅ ærgerlig….og vekslede imellem trangen til straks at rette og slette mine fejl (klokken 22.45) og den opgivende tanke, at det kunne nok være lige meget.

Når du først havde mødt EN rodet tekst fra min hånd, var du nok “over alle bjerge” nu –  i retning mod en andens perfekte og velformulerede tekst derude i cyberspace.

Reddet af “Hjernemadsen”

Men så var det, at Peter Lund Madsen  (også kaldet Hjernemadsen) reddede mig fra total selvhad 🙂

Tidligere på aftenen så jeg nemlig den sidste bid af et interview med ham i Aftenshowet.
Han og journalisten talte om den trang, mange af os har til at være –  eller i hvert fald  fremstå som –  perfekte.

Som sagt så jeg kun den sidste bid af interviewet, men der nåede Peter Madsen til gengæld at sige hele 2 to ting, som gav total mening for mig, og dermed reddede min selvrespekt. For denne gang 😉

• At hjernen har så meget at lave og holde styr på, at det er indlysende, at der hele tiden må ske “fejl”
• Og at man skulle spørge sig selv, hvilke årsager der ligger til grund for ens valg af venner. Havde man valgt en eneste af sine venner, fordi vedkommende var perfekt?

Nej vel? Sød, sjov, klog, kærlig, opfindsom, ….men ikke perfekt!

Farvel til perfekt

Så jeg gav mit perfekthedskrævende JEG et spark bagi og gik i seng.

Nu sidder jeg så her på “morgenkvisten” i gang med min anden kop kaffe.

Og jeg har fået rettet min post om Ole, så rækkefølgen af ingredienser spiller sammen og giver mening.

OG jeg har snart skrevet denne nye post, som jeg har planer om at udgive efter blot en rask gennemgang af kommaer, tastefej osv. Fordi det er nu, jeg er tændt på at dele det her med dig.

Og jeg får LIDT hjertebanken bare ved at skrive sådan….

Men ærligt talt: hvad er det, vi får ud af ønsket om, at andre ser os som perfekte?

• Masser af hårdt – og ofte unødvendigt –  arbejde
• Forspildte chancer for udvikling og læring
• Fravær af gode og givende samspil
• …

Misforstå mig ikke: Der er jo ABSOLUT intet i vejen med at ville være så god som overhovedet muligt!

Men bestræbelserne på at være perfekt er  – ifølge Hjernemadsen –  i bedste fald nytteløse: det kan simpelthen ikke lade sig gøre.

Og i værste fald er de måske direkte hindrende i forhold til at gøre den bedst mulige indsats: for hvis jeg har fokus på at fremstå perfekt, hvordan kan jeg så bede om hjælp/et andet perspektiv/et godt råd?

Du er ikke alene

Så hvis du går rundt og tænker, at du må være perfekt for at være en god forælder, en god pædagog eller god dagplejer, så husk Hjernemadsens udlægning af sagen!

Vi har alle brug for et andet perspektiv, en ærlig og kærlig hånd vedrørende noget, som er svært, umuligt, udfordrende osv.
Eller et fælles grin over noget, der ikke gik som forventet 😉

Men hvis vi kræver perfekthed af os selv, bliver det måske umuligt at bede om det der andet perspektiv – at tænke det ind som en mulighed og måske endda som et centralt redskab til at blive så god som overhovedet muligt – som mor, far, pædagog, dagplejer, …

Vil DU gerne gøre det bedst muligt, og stoppes du af dine egne krav om perfekthed?

Jeg vil gerne hjælpe – og tro mig: jeg ved ,”hvor du kommer fra” – så jeg kan snildt møde dit udgangspunkt, så vi sammen kan arbejde med, at du “kommer videre derfra” – til et endnu mere frit, afslappet og lærerigt samspil med andre mennesker.

Ha den bedste weekend (også selv om den ikke bliver “helt perfekt” 😉 )

De allerbedste hilsner fra Dorte